Medicinal: USA kigger på ulovlige prisaftaler på kopimedicin
/ritzau/FINANS
Det amerikanske justitsministerium har anklaget to tidligere direktører for et selskab, der laver kopimedicin, for ulovlige prisaftaler med andre kopiselskaber. Der er tale om de første anklager, der rejses i forbindelse med en toårig undersøgelse af branchen, skriver Bloomberg News.
Det er to tidligere direktører for Heritage Pharmaceuticals, der i første omgang må forsvare sig i retten.
Det amerikanske justitsministeriums undersøgelse af potentielt ulovlige prisaftaler blandt kopiselskaber har omfattet i alt 12 selskaber og omkring 24 lægemidler, oplyste kilder til Bloomberg i november.
Blandt de selskaber, der er indgået i undersøgelsen er store kopiselskaber som Teva Pharmaceuticals og Mylan.

