Så er den her: Super Mario Run kan hentes til Iphone
Spilproducenten Nintendo har frigivet den længe ventede app "Super Mario Run" til iPhone.
En af de mest ventede apps i år er torsdag aften dansk tid blevet frigivet.
Det drejer sig om spillet Super Mario Run, som kan hentes til en Iphone.
Det var spilproducenten Nintendo, der gjorde Super Mario kendt og brugte ham som frontfigur og trækplaster for sine spilkonsoller.
Men nu er et Super Mario-spil for første gang nogensinde udgivet på en anden platform end Nintendos egne.
Selve spillet går ud på at styre en løbende Super Mario igennem en række baner blot ved brug af tommelfingeren, der får den lille blikkenslager til at hoppe.
Konceptet lyder simpelt, men ikke desto mindre forventer analysevirksomheden SensorTower, at Super Mario Run vil omsætte for over 500 millioner danske kroner i løbet af den første måned.
Selve spillet er gratis at hente, men når man har gennemført de første baner, skal man betale 79 kroner for den fulde version.
Det er også planen at lancere spillet til Android-telefoner, men der er endnu ikke offentliggjort nogen dato for, hvornår det sker.

