Fortsæt til indhold

Hver tredje ung vil springe ud som iværksætter

Iværksættertrangen er klart størst blandt unge under 30 år, viser en undersøgelse fra Deloitte.

Erhverv

Livet som lønslave er ikke noget, der tiltaler de yngre generationer.

I hvert fald viser en ny undersøgelse fra Deloitte, at 33 pct. af de 18 til 29-årige gerne vil starte deres egen virksomhed.

I undersøgelsen, som bygger på 1.004 interviews, er andelen af unge med iværksætterdrømme langt højere end blandt de ældre respondenter.

»I Danmark har vi jo tradition for, at lønmodtagerkulturen dominerer, så det er absolut positivt, at så mange unge har lyst til at starte egen virksomhed. Vi kan kun skabe vækst i samfundet, hvis flere skal have lyst til at føre forretningsideer ud i livet,« siger partner i Deloitte, Sten Peters, der er rådgiver for lang række iværksætter- og vækstvirksomheder.

Det er især it-udvikling, design, cafévirksomheder og konsulentbranchen, der trækker i de unge. Det er positivt, fordi der i bl.a. it- og designvirksomheder er stort vækstpotentiale, mener Sten Peters.

Men selvom mange går rundt med iværksætterdrømme, er det et fåtal, der faktisk fører planerne ud i livet. Frygten for økonomisk usikkerhed og hensyn til familiens behov har det nemlig med at stille sig i vejen, lyder det fra Deloitte.

»Derudover frygter mange, at livet som selvstændig vil ende som et blanket-helvede foran skrivebordet. Sådan er virkeligheden ikke, men jeg forstår godt, at man kan have den opfattelse, siger Sten Peters.

Blandt de mere veletablerede danskere mellem 50 og 69 år er det kun 16 pct., som svarer, at de drømmer om at stifte egen virksomhed.

De ældre iværksættere er et overset segment, mener formanden for Dansk Iværksætterforening, Christian Walther Øyraby.

»Det ærgrer mig, hvis det er fordi, de ikke tør tage springet. Nogle af dem er måske både dygtigere, har flere kompetencer og et bedre økonomisk fundament end de unge. Jeg synes, man skulle overveje at opfordre flere i den ældre målgruppe til ikke at spilde deres sidste år på arbejdsmarkedet med et job, de måske ikke er glade for,« siger han.

Artiklens emner
Deloitte