Fortsæt til indhold

Amazons vilde plan: Kæmpe luftskibe som lager og drone-lufthavn

Et patent, som Amazon har søgt, afslører en plan om at indrette store luftskibe som lager i 13 kilometers højde som base for fremtidens drone-leveringer.

Sådan ser en af Amazons nuværende droner til pakkelevering ud. Hvis Amazon ender med at realisere planen om flyvende lagerhaller, kan dronerne i stedet svæve ned til kunden. Foto: Amazon
Erhverv

Måske er det et kig ind i fremtidens måde at få leveret sine varer på. Og måske er det mest af alt et udtryk for en livlig fantasi hos en ansat hos Amazon.

Men den amerikanske nethandelsgigant har i hvert fald fået patent på et koncept, hvor store luftskibe skal fungere som svævende lagerhaller i 13 kilometers højde, altså højere oppe end passagerflyenes ruter.

Fra disse flyvende giganter vil Amazon så sende droner – små ubemandede mini-helikoptere – afsted med pakker til kunderne. Fordelen ved luftskibet er så, at dronerne kun skal flyve nedad og kan nøjes med at svæve og styre, uden at bruge meget energi på turen. Det løser et af de typiske problemer med droner som pakkebude, nemlig at batteriet hurtigt løber tør, hvis der skal slæbes på for meget.

Mindre luftskibe skal så transportere alle pakkerne op i det store luftskib, sammen med de droner, der har været på tur.

Andre fordele, som Amazon nævner i patentet, er muligheden for at flytte sådan et luftskib tættere på kunderne, uden at skulle bruge meget plads på landjorden. Den kan også flyttes rundt og for eksempel blive placeret i nærheden af et fodboldstadion eller en musikfestival, så de mange fans kan købe merchandise og få det leveret med det samme fra luften.

Patentet blev søgt for to år siden og tildelt i april i år, men er først lige nu dukket op til overfladen, da analysefirmaet CB Insigths spottede det.

Om de flyvende lagerhaller nogensinde bliver til virkelighed, vil kun tiden vise. Amazon er dog netop begyndt at teste droner som pakkebude og havde første reelle drone-leverance midt i december i England. Kunden fik dermed sin pakke – en tv-boks og en pakke popcorn – blot 13 minutter efter bestillingen.

Men foreløbig er det kun to husstande i nærheden af Amazons lager, som har mulighed for at bruge drone-leveringen. Reglerne for droneflyvning i England kræver nemlig, at dem, der styrer dronen, også skal kunne se den. Samme regler gælder i Danmark og i de fleste andre lande.

Amazon har ikke kommenteret luftskibspatentet.

En skitsetegning af luftskibet og lagerhallen, som skal svæve i 13 kilometers højde. Kilde: Amazons patentansøning/USA's Patentkontor