Antallet af alvorlige ulykker steg i 2016
Der skete flere fatale ulykker i år end i 2015, men andelen af omkomne faldt. 2016 ser ud til at blive et af de mest sikre flyveår i historien.
Det er farligere at køre bil end at flyve.
Det er et flittigt benyttet mundheld, man kan få serveret, hvis man giver udtryk for sin flyskræk. Men hvor sikkert er det egentlig at flyve? Det opgør organisationen Aviation Safety Network, der registrerer samtlige flyulykker i hele verden.
Det skriver Check-in.dk.
De foreløbige data fra organisationen viser en stigning i antallet af flyulykker med dødelig udgang i 2016. Organisationen har registreret 19 af sådanne ulykker i 2016 mod 16 året før.
Til gengæld var der en nedgang i antallet af omkomne. I alt mistede 325 mennesker livet i ulykkerne i 2016 mod 560 omkomne i fjor.
Ulykkesraten har været nedadgående siden 1997, og målt på antallet af dødsulykker var 2015 et af de mest sikre år nogensinde i den kommercielle luftfart. Det bedste år målt på antallet af omkomne var 2013 med blot 265 dødsfald.
I løbet af året er der registreret tre ulykker med flere end 50 omkomne.
Den mest alvorlige ulykke i 2016 fandt sted den 28. november, hvor et chartret fly fra LaMia i Bolivia styrtede ned under indflyvningen til Medellin-lufthavnen i Colombia med den brasilianske fodboldsklub Chapecoense SC ombord. Ulykken skete, fordi flyet løb tør for brændstof, og den krævede 71 dødsofre.
I maj styrtede et fly fra EgyptAir i Middelhavet under en flyvning fra Paris-Charles de Gaulle til Cairo. De 66 ombordværende på flyet mistede livet i ulykken, hvortil årsagen endnu ikke er fastslået.
I marts forulykkede et fly fra Flydubai, da det skulle lande i Don i det sydlige Rusland. Ved den ulykke omkom 55 passagerer og 7 besætningsmedlemmer.
Opgørelsen fra Aviation Safety Network er baseret på samtlige flyulykker med dødelig udgang på civile fly, som er certificeret til flere end 14 passagerer.
Derfor optræder eksempelvis militære flyvninger ikke på listen og dermed omfatter opgørelsen bl.a. ikke ulykken fra den 25. december i år, hvor et russisk militærfly styrtede ned i Sortehavet, hvorved 93 mennesker ombord mistede livet.
Ifølge rapporten er en ud af tre ulykker i løbet af de seneste fem år sket, når flyet lettede eller landede. Den type ulykker er dermed på det laveste niveau i 45 år.
Trafikstyrelsen herhjemme konkluderede i sin sikkerhedsrapport for civil luftfart for 2013, at det var omkring 40 gange mere sikkert for den rejsende at flyve 1.000 km i forhold til at tilbagelægge 1.000 km i bil.


