Fortsæt til indhold

Volvo lider smerteligt nederlag

Siden 1962 har Volvo haft den mest solgte bil i Sverige. Sådan gik det ikke i 2016.

Erhverv

Svenskernes foretrukne bil er ikke længere produceret af Volvo.

For første gang siden 1962 er det nemlig ikke en Volvo-model, der er blevet solgt flest af på det svenske bilmarked. De svenske forbrugere ville i højere grad have tyskernes Volkswagen Golf, som der i 2016 blev solgt 763 flere af end Volvos model V70/S-V90.

Det skriver Svenska Dagbladet.

Det er altså 54 år siden, at den mest solgte bil i Sverige ikke havde et Volvo-logo på, og dengang det senest skete, var det også en Volkswagen-model, der løb med hæderen. Det var den hæderkronede Volkswagen 1200, bedre kendt som Beetle, som der rullede flest ud af i 1962.

På top 10-listen over de mest solgte biler i Sverige i 2016 er der fire Volvo-modeller, mens Volkswagen til gengæld på det punkt må tage til takke med "kun" tre modeller på listen.

I alt blev der solgt 372.296 nye personbiler i Sverige i 2016, hvoraf Volkswagen Golf-modellen stod for 22.084 af salgene.

Den første Volvo-bil blev produceret i 1927 i Gøteborg, og siden er en lang række modeller rullet ud med Volvo-logoet på. Det er dog nogle år siden, at Volvos bildivision havde svenske ejere. I 1999 købte amerikanske Ford rettighederne til Volvo-bilerne, og i 2010 blev disse rettigheder solgt videre til kinesiske Zhejiang Geely Holding Group.

Efter mandagens handler på aktiemarkedet har Volvo AB, der tæller det meste af Volvo-koncernen foruden bildivisionen, en markedsværdi på omkring 177 mia. kr. I 2016 havde den svenske bilproducent et forrygende år på aktiemarkedet med et kurshop op på mere end 30 pct.

Artiklens emner
Volkswagen