Fortsæt til indhold

Disse to vil lave milliarder på at give folk god samvittighed

To danske iværksættere vil tage kampen op med globale mastodonter som Trivago og Expedia. Nøgleordet til succes er velgørenhed.

Erhverv

Udover at dele samme fornavn deler Christian Møller-Holst og Christian Honoré nu også samme mission.

De skal have deres fælles virksomhed, rejseportalen Goodwings, til at blive en succes.

Faktisk så stor en succes, at virksomheden inden for tre til fire år er en milliardforretning målt på omsætningen og på længere sigt skal være en reel konkurrent til globale rejseportaler som Trivago, Expedia og hotels.com.

»Vi vil ruske op i rejsebranchen og blive en global succeshistorie. Det er vores mål,« siger Christian Honoré.

For Goodwings' vedkommende skal det ske gennem en bæredygtig vej.

»Rejsebranchen lægger meget pres på verdens naturlige ressourcer, og det vil vi mene, at flere og flere rejsende og virksomheder har fået øjnene op for. De ved bare ikke, hvor de skal gå hen, hvis de vil rejse med god samvittighed, og det er så her, vi kommer ind i billedet,« siger Christian Møller-Holst.

Goodwings' rejseportal består af 250.000 hoteller verden over, og hver gang en person eller virksomhed booker et hotel hos Goodwings, går halvdelen af overskuddet fra købet til et velgørende formål. Vel at mærke til et velgørende formål efter kundens ønske.

I gennemsnit tjener Goodwings otte pct. på en booking, så hvis det nu antages, at der bookes for 10.000 kr., går 800 kr. til Goodwings, som derfra donerer 400 kr. videre til et velgørende formål.

»Lige nu fornemmer vi, at der er en bevægelse i gang i forhold til virksomheder, som gerne vil være ansvarlige. Men det er ofte kun forundt de største virksomheder, fordi det som regel er dyrt at lave csr (coperate social responsebility, red.). Hos os kan små og mellemstore virksomheder dog kvit og frit gøre noget godt, og det tror vi, der er enorm interesse for,« siger Christian Møller-Holst.

Goodwings' hjemmeside minder meget om populære Airbnb i sit udseende. Målet har da også været at gøre hjemmesiden enkel og uden reklamer. Foto: Screendump

Goodwings' erhvervskundekreds tæller lige nu 65 virksomheder, men inden 2017 er slut, ser virksomheden gerne, at det tal er 200.

Som noget andet kuriøst ved Goodwings' forretningsmodel, står der et stort og fedt nul-tal i budgettet under punktet markedsføring. Goodwings har altså ikke tænkt sig at bruge én eneste krone på reklamer, som ellers er særdeles udbredt blandt andre rejseportaler.

I stedet hentes omtalen fra den række af NGO'er, som Goodwings samarbejder med, heriblandt Kræftens Bekæmpelse, Røde Kors, Børnefonden og Hus Forbi. NGO'erne lægger altså et godt ord ind for den nye rejseportal over for de mange mennesker, NGO'erne hele tiden er i kontakt med.

Hvorfor tror I, at Goodwings' forretningsmodel kan konkurrere med og måske endda slå globale mastodonter som Trivago og Expedia?

»Vi tror på loyaliteten blandt kunderne, når først vi har nået dem. Samtidig er vi disruptere. Ikke så meget på produktet, men mere på den måde vi når kunderne,« siger Christian Møller-Holst med henvisning til Goodwings' markedsføringsstrategi.

Han håber, at Goodwings inden alt for længe kan oprette kontorer i England og USA, så virksomheden kan rejse mod at blive den globale succes, som de to iværksættere bag, håber virksomheden bliver.

Artiklens emner
Goodwings
Christian Møller-Holst