Fortsæt til indhold

Milliardkrav smuldrer i retsopgøret efter OW Bunkers kollaps

OW Bunkers konkursbo håber fortsat på at skaffe yderligere finansiering til en gigantisk erstatningssag, efter det i første omgang har måttet sætte ambitionsniveauet voldsomt ned.

Erhverv

Pengemangel i konkursboet efter den krakkede OW Bunker-koncern har tvunget konkursadvokaterne til foreløbigt at opgive et historisk stort erstatningskrav mod den tidligere ledelse, revisionsfirmaet Deloitte og kapitalfonden Altor.

Specialkurator Søren Halling-Overgaard ønskede oprindeligt at kræve 2,2 mia. kr. i erstatning, men lillejuleaften stævnede han i stedet parterne for et langt mindre beløb, nemlig 400 mio. kr., ved retten i Aalborg.

Baggrunden for den gigantiske "rabat" er, at OW Bunkers kreditorer ikke vil betale flere penge ind til konkursboet for at gennemføre retssagen, og dermed er der kun råd til at gennemføre en sag med et væsentligt mindre krav.

Erstatningskravet har betydning for, hvordan domstolene udmåler de sagsomkostninger, som taberen kan blive dømt til at betale.

»Som følge af den økonomiske situation i konkursboerne er det ikke muligt at indtale det fulde krav på nuværende tidspunkt«, hedder det i den cirka 600-sider lange stævning.

Heri tager Søren Halling-Overgaard dog også forbehold for at forhøje beløbet senere, og ifølge Finans' kilder arbejder advokaterne i konkursboet fortsat på at skaffe yderligere finansiering.

Erstatningssagen er den tredje, efter at både institutionelle investorer og private investorer i OW Bunker har rejst erstatningskrav i hundrede millioner kroners klassen.

Søren Halling-Overgaard blev hyret som såkaldt ad hoc-kurator alene med det formål at undersøge, om nogen kunne stilles økonomisk til ansvar for det spektakulære kollaps i bunkerfirmaet i november 2014 og - i givet fald - at føre de efterfølgende erstatningssager.

Han er selv meget fåmælt om sagen:

»Jeg kan bekræfte, at der er udtaget en stævning for 400 mio. kr., hvilket er det, der er finansieringsmæssig mulighed for. Jeg har foretaget en juridisk vurdering af forholdene i sagen, og den er uændret.«

Udover Altor og Deloitte omfatter stævningen de to Altor-partnere, Søren Johansen og Petter Samlin, tidligere OW Bunker-direktør Jim Pedersen, tidligere risikochef Jane Dahl Christensen, tidligere finansdirektør Morten Skou samt Lars Møller, der var direktør for OW Bunkers Singapore-selskab, Dynamic Oil Trading.

Altor, Deloitte, Morten Skou og Lars Møller afviser, at der er noget at komme efter. De øvrige har ikke ønsket at kommentere sagen.

Artiklens emner
OW Bunker
Altor Equity Partners