Fortsæt til indhold

Bestseller-bossens hvidevarekomet fortsætter vild fremgang

Whiteaway er på få år blevet en milliardforretning. Medarbejderstaben blev forøget betragteligt i 2016, mens overskuddet faldt, viser nyt regnskab.

Erhverv

Landets førende hvidevarekoncern Whiteaway Group har netop præsenteret et årsregnskab, der på mange parametre fortæller historien om en forretning i stor vækst.

Omsætningen i koncernen, der har Bestseller-bossen Anders Holch Povlsen som største aktionær, steg til over 1,6 mia. kr., en stigning på 26 pct. sammenlignet med året før. Samtidig voksede medarbejderstaben fra 145 til 240 i løbet af 2016. Dog faldt både driftsresultatet og det endelige overskud.

Det viser et helt nyt regnskab fra hvidevarekoncernen, der ejer en række brands, heriblandt Whiteaway, Skousen, Karl Køkken og svenske Tretti, som koncernen købte i sommeren 2016 for 200 mio. kr.

Whiteaway Groups stifter og koncernchef, Johannes Gadsbøll, betegner regnskabet som tilfredsstillende, selvom bundlinjen ikke fortsatte med at vokse som i de foregående regnskabsår.

»Vores fokus i 2016 har været på at få udbredt koncernen og komme ud til flere. Om nogle år skal vi høste frugterne af de investeringer, vi har foretaget i 2016,« siger han til Finans.

Men levede 2016 op til koncernens forventninger, når nu både driftsresultat og overskuddet faldt?

»Ja, jeg synes, at året levede op til vores forventninger. Vi er lykkedes med vores planer og har på mange måder gjort det bedre, end vi havde håbet,« siger Johannes Gadsbøll.

Anders Holch Povlsen ejer over 50 pct. af Whiteaway Group. Foto: Bestseller

Whiteaway Groups investeringer i 2016 er foretaget på både det svenske og norske marked. Mere end 500 mio. kr. af Whiteaway Groups omsætning blev da også i det foregående år hentet uden for landets grænser, hvilket er en fordobling i forhold til 2015.

2017 kommer til at byde på ekspansion for Whiteaway. Både online og i én af koncernens kæder.

»Online-andelen vokser, og i 2017 skal Skousen udvides i både Danmark og Norge. Det bliver dog ikke et år, hvor Skousen skal åbne i et nyt land, men hvor vi gør klar til, at kæden kan åbne i et nyt land. Det land bliver nok Sverige,« siger Johannes Gadsbøll.

Artiklens emner
Whiteaway
Skousen