Familien Villemoes' samlede formue runder snart en halv mia. kr.
I al diskretion forvalter efterkommerne af erhvervsmand og minister Jens Villemoes en formue, der med et nyt regnskab nærmer sig en halv milliard.
Den i brede kredse ukendte erhvervsfamilie Villemoes fra Esbjerg-egnen kan lægge endnu et indbringende år bag sig.
Peter Villemoes og hans to sønner, Frederik og Christian Villemoes, har således præsteret et overskud efter skat på små 40 mio. kr. i 2015/16, viser et nyt årsregnskab for Villemoes Finans.
Det bringer familiens samlede formue op på 467 mio. kr. eller knap en halv milliard kroner.
»Tilfredsstillende,« konstaterer familien i regnskabet.
Finans har været i kontakt med to generationer af familien, men de ønsker ikke at medvirke i et interview. Den, der lever stille, lever godt, lyder devisen i den vestjyske familie.
Familien Villemoes har ellers en sjældent interessant historie at fortælle. Den efterhånden mangecifrede formue kan nemlig føres helt tilbage til 1907, da den på alle måder driftige erhvervsmand og senere politiker Jens Villemoes slog sig ned i den vestjyske havneby.
I løbet af to årtier stiftede han et dampskibsrederi, en kulforretning, flere teglværker og en tømmerhandel. Han blev formand for den lokale handelsstandsforening, siden blev han byrådspolitiker og såmænd også landstingsmand for Venstre.
I perioden 1945-1947 var Jens Villemoes minister for handel, industri og søfart i Knud Kristensens regering.
Familievirksomheden er gennem årene fortsat i lige linje med først Jens Villemoes’ søn, Knud Villemoes. I dag ledes familiefirmaet af tredje generation i form af Peter Villemoes samt hans to sønner, Frederik og Christian Villemoes, som dermed er fjerde generation.
Pengene er i dag bundet særligt i ejendomme, som familien ifølge regnskabet ejer for 761 mio. kr. af.
Ifølge artikler i JydskeVestkysten har familien i de senere år bl.a. købt både posthuset og Danske Bank-bygningen på torvet i Esbjerg samt det lokale bycenter i Esbjerg-bydelen Hjerting.
Der er dog også gæld til realkreditinstitutter for 245 mio. kr., og egenkapitalen lander dermed på 467 mio. kr. Udover ejendomme samlet i selskabet Villemoes Holding ejer det øverste selskab i familievirksomheden, Villemoes Finans, også Villemoes Teglværk, som i de seneste år har kastet beskedne overskud af sig.

