Kählers Tivoli-eventyr lukker som økonomisk fiasko
Efter flere år med store underskud lukker Kähler sin restaurant i Tivoli. Det har været svært at drive en sæsonrestaurant, forklarer indehaveren.
Kähler-koncernens indtog i den københavnske forlystelsespark Tivoli er slut.
For når Tivoli åbner til april, bliver det uden Kählers restaurant som en del af den gamle have.
Det afslørede Kähler-koncernen torsdag morgen nederst i en pressemeddelelse, der handlede om, hvad koncernens nye femstjernede luksushotel i København skal hedde.
I pressemeddelelsen blev der ikke givet nogen årsag til Kählers farvel til Tivoli. Men tager man et nærmere kig på restaurantens økonomi, findes meget af forklaringen nok der.
Kähler i Tivoli ApS har givet 21,3 mio. kr. i underskud i de tre regnskabsår, restauranten har eksisteret. Alle regnskabsår har fået betegnelsen »meget utilfredsstillende«, ligesom der i alle regnskabsår er blevet sået tvivl om virksomhedens fortsatte drift.
Samtidig er egenkapitalen blevet dårligere og dårligere, så den i regnskabsåret 2015/2016 endte negativ med 20,3 mio. kr. Likviditetsbehovet for restauranten har været dækket af moderselskabet Danish Management Group, der ejes af Frantz Longhi, som også ejer Kähler-koncernen.
Finans har torsdag formiddag været i kontakt med Frantz Longhi, og han forklarer den dårlige økonomi i Kähler-restauranten i Tivoli med, at den har været sæsonbaseret. Nu har Kähler-koncernen i stedet valgt et forretningsområde, der kører hele året rundt i form af koncernens nye hotel i hjertet af København, forklarer han.
»Tivoli-restauranten har været et eventyr, som vi ikke har fortrudt, men den vanskelige økonomi i at drive en sæsonrestaurant har naturligvis spillet ind i overvejelserne. Helårstilstedeværelsen med Hotel Herman K er selvsagt en væsentlig større investering og satsning for koncernen, som vi ønsker at koncentrere kræfterne omkring og glæder os helt utrolig meget til at åbne,« siger Frantz Longhi.
Mens Kählers restaurant i Tivoli aldrig blev en økonomisk succes, har Danish Management Group øget sit overskud markant hvert af de seneste tre regnskabsår.

