Fortsæt til indhold

Trump presser prisen på Danmarks kommende kampfly i bund

USA's kommende præsident har sat tommelskruerne på kampflyproducenten Lockheed Martin. Det virker - nu falder prisen på F-35.

Erhverv

Det højteknologiske F-35-kampfly har avancerede stealthegenskaber, som gør det vanskeligt for fjenden at opdage flyet. Men flyet og producenten Lockheed Martin har trods alt ikke formået at flyve under radaren hos USA's kommende præsident.

Donald Trump har flere gange klaget over, at F-35-flyene, som skal udgøre den fremtidige grundstamme i USA's luftvåben, er alt for dyre. I dag har den adm. direktør for Lockheed Martin, Marilyn Hewson, været til møde med Donald Trump.

Efter mødet i Trump-tower oplyser Marilyn Hewson til Reuters, at parterne er tæt på en aftale, som vil medføre en »betydelig reduktion i prisen på F-35.«

Marilyn Hewson tilføjer, at »jeg deler bestemt hans (Donald Trumps, red.) holdning til, at vi har brug for at få den bedste kvalitet til vores mænd og kvinder i uniform, og vi har brug for at få det til den lavest mulige pris«.

Hewson benyttede også lejligheden til at understrege, at Lockheed planlægger at ansætte 1.800 flere medarbejdere på virksomhedens fabrik i Fort Worth, Texas, hvilket vil skabe »tusindvis« af afledte arbejdspladser hos underleverandører i 45 amerikanske stater.

Det ser således ud til, at Donald Trump får en meget konkret gevinst ud af det pres, han allerede i december lagde på Lockheed Martin ved at meddele, at han ville spørge Boeing, om de kunne levere billigere kampfly.

USA har bestilt over 2.000 kampfly af typen F-35. Donald Trump har dermed haft et noget andet udgangspunkt for prisforhandlingerne med Lockheed end Danmark, der blot har bestilt 27 styks F-35.

At Lockheed Martin nu sænker prisen på de fly, USA køber, og tilmed lover at skabe flere arbejdspladser i USA er blot seneste eksempel på, at Trumps pres på de store virksomheder ser ud til at virke. Trusler fra Trump om at indføre straftold på eksempelvis importerede biler har de seneste uger fået flere af verdens største bilkoncerner til at stå i kø for at annoncere nye investeringer i USA og tilsvarende nedskæringer i Mexico.

Ugens joke blandt mexicanske investorer har været, at den bedste investering for Mexico lige nu ville være at købe Twitter og lukke selskabet. Underforstået: For at lukke munden på Trump, der har Twitter som sin foretrukne kommunikationskanal.

Artiklens emner
Lockheed Martin
Marilyn Hewson