Innovative virksomheder får millioner i starthjælp
Erhvervsministeriets markedsmodningsfond sender 44 mio. kr. efter 20 danske projekter.
En række danske virksomheder får en økonomisk håndsrækning til at komme hurtigt ud af starthullerne.
Det sker gennem Markedsmodningsfonden under Erhvervsministeriet, som har besluttet at uddele 44 mio. kr. med det formål at få 20 produkter med vækstpotentiale hurtigere ud på markedet, skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.
Du kan se de 20 udvalgte projekter her.
»Vi har mange små og mellemstore virksomheder i Danmark, som har udviklet innovative løsninger med et globalt markedspotentiale. Forhåbentlig vil nogle af disse ideer kaste ny vækst af sig, når de 20 projekter får mulighed for at få deres løsninger hurtigere på markedet,« siger erhvervsminister, Brian Mikkelsen (K), i pressemeddelelsen.
Blandt virksomhederne, der har fået tilsagn om medfinansiering fra fonden, hører bl.a. Teleskin, der står bag appen SkinScan,. Med den kan brugerne spare køen i lægens venteværelse og tjekke mistænkelige modermærker på mobilen. Appen er allerede ved at være veletableret i Skandinavien, hvor den har opnået over 100.000 downloads.
Fonden har afsat 1,4 mio. kr. til projektet, der går ud på at teste en ny løsning til forebyggelse af hudkræft.
Et andet projekt er OurHub, som har fået tilsagn om 1,8 mio. kr. til at teste et produkt, der skal øge borgernes anvendelse af byrummet. Løsningen skal bl.a. gøre det nemmere at opføre muligheder for at spille bordtennis og kuglespil på pladser i byen.
Med kapitalindsprøjtningen i projekterne forventer de i alt 29 virksomheder selv en samlet jobeffekt på 1.070 over fem år.
Markedsmodningsfondens tidligere erfaringer viser imidlertid, at den reelle jobeffekt svarer til ca. 28 pct. af virksomhedernes forventninger - det vil sige i omegnen af 300 jobs.
I løbet af den seneste ansøgningsrunde i efteråret har Markedsmodningsfonden gennemgået i alt 114 ansøgninger for et samlet beløb på 243 mio. kr.
I foråret er det igen muligt at ansøge om midler til at realisere innovative projekter. Markedsmodningsfonden har åbnet for den første af to ansøgningsrunder i 2017 med ansøgningsfrist den 18. april.


