Fortsæt til indhold

Bryggerigigant henter norsk chef tilbage til Carlsberg Danmark

Søren Brinck bliver ny chef for Carlsberg Danmark efter Carsten Hänel stoppede sidste sommer.

Erhverv

Den 1. marts 2017 får Carlsberg Danmark ny chef, når Søren Brinck tiltræder som administrerende direktør for det danske datterselskab. Han overtager efter Carsten Hänel, der stoppede sidste sommer.

Søren Brinck kommer fra stillingen som administrerende direktør i Carlsbergs norske selskab, Ringnes, som han overtog i januar 2015, da Jacek Pastuszka blev en del af Carlsbergs globale koncernledelse.

Søren Brinck begyndte sin karriere i Accenture, og har været tilknyttet Carlsberg siden 2005, bl.a. i koncernens afdelinger for strategi og forretningsudvikling, ligesom han har været administrerende direktør for Carlsbergs Mythos bryggeri i Grækenland.

»Mange Carlsberg-medarbejdere drømmer om at prøve kræfter med hjemmemarkedet, og for mig er det helt klart lidt af en drøm, der går i opfyldelse. Danmark er Carlsberg-land. Det er her vores stifter bryggede den første Carlsberg pilsner for 170 år siden, og det forpligter. Carlsberg Danmark er en veldrevet virksomhed med stærke resultater i bagagen, og jeg ser frem til at videreudvikle bryggeriet i samarbejde med de mange dygtige medarbejdere i Danmark,« siger Søren Brinck.

Carlsberg Danmark fylder ikke meget i hele Carlsberg Gruppen, men i Danmark er det suverænt det mest dominerende bryggeri. Og profileringen af selskabet er høj med sponsorater inden for både sport og musik.

Carlsberg Danmark råder over et stort bryggeri i Fredericia og et mindre i Valby, der primært producerer Jacobsen og samtidig er omdrejningspunktet i Carlsbergs besøgscenter.

»Vi har med Søren fundet ikke bare en stærk dansk kandidat med solide resultater bag sig i Norge. Vi har også at gøre med en kollega, der er indbegrebet af Carlsberg og grundlæggernes mentalitet. Søren stræber altid efter mere, og jeg har store forventninger til, hvad han kan tilføre Carlsberg Danmark,« siger Executive Vice President for Carlsberg i Vesteuropa, Michiel Herkemij.

Søren Brinck afløser Joao Abecasis, der har fungeret som midlertidig chef for Carlsberg Danmark siden sommeren 2016. Joao Abecasis vender nu tilbage til sin hidtidige stilling som VP for Carlsbergs mindre markeder i Vesteuropa.

Artiklens emner
Carlsberg
Søren Brinck