Fortsæt til indhold

Kriseramt møbelkæde bløder: Har igen fået hjælp af milliardær

Daells Bolighus har siden 2007 givet et samlet underskud på 140 mio. kr. I december måtte de stenrige ejere igen skyde penge i kæden.

Kurt Daell ejer Harald Nyborg, Jem & Fix og Daells Bolighus. Sidstnævnte kæmper gevaldigt med økonomien. Foto: Carsten Andreasen
Erhverv

Siden 1910 har danskerne kunnet købe møbler i Daells Bolighus.

Men havde det ikke været for nogle gavmilde og stenrige ejere, kunne man godt betvivle, om Daells Bolighus fortsat havde eksisteret.

For det er efterhånden mange år siden, at Daells Bolighus har solgt møbler i en grad, så det har været en god forretning. Faktisk skal man helt tilbage til 2007 for at finde det seneste overskud i Daells Bolighus.

Siden dengang har kæden tabt omkring 140 mio. kr.

Nedturen i den kriseramte møbelkæde betyder, at rigmanden Kurt Daell, der ejer Daells Bolighus, adskillige gange har måttet skyde millioner i selskabet for at sikre driften. Alene i 2016 gjorde han det to gange. Først i januar med en kapitalindsprøjtning på 20 mio. kr. og senest i december med yderligere 25 mio. kr.

Og det er måske ikke sidste gang, at Kurt Daell, der sammen med sin familie har opnået milliardærstatus på sit ejerskab af bl.a. Harald Nyborg og Jem & Fix, må komme Daells Bolighus til undsætning. Et rekordstort underskud i 2015 bliver nemlig fulgt op af endnu et tab i 2016.

Det siger Arne Gerlyng-Hansen, adm. direktør i Harald Nyborg-koncernen, som driver Daells Bolighus.

»Vi kommer igen ud med et underskud (i 2016, red.), og da vi har skullet lave mange investeringer i løbet af året, har vi haft behov for kapital,« lyder det fra Harald Nyborg-topchefen om, hvorfor Daells Bolighus har modtaget flere kapitalindsprøjtninger i 2016.

Udover at tumle med store milliontab har Daells Bolighus haft travlt med at skifte ud på direktionsgangen. I 2015 nåede boligkæden at have tre adm. direktører; først Carsten Rojh og så René Rottgarn, der kun nåede at styre boligkæden i otte måneder, inden han blev afløst af Gert Sand, som nu er Daells Bolighus' adm. direktør.

Daells Bolighus har seks bolighuse rundt om i landet. Et af dem blev åbnet i 2016, og de andre blev renoveret i løbet af året. I den nærmeste fremtid vil yderligere ét bolighus blive flyttet. Derudover planlægger Daells Bolighus at åbne i to nye byer i 2017.

Men hvorfor bliver Harald Nyborg og Daell-familien ved med at holde liv i Daells Bolighus, når det nu i så mange år i træk har givet underskud?

»Vi har et godt koncept i Daells Bolighus og tror på, at det hele nok skal vende. Vi har aldrig rystet på hånden og venter nu bare på bedre tider. Møbelsalg har det dog svært i disse år, fordi der har været en nedgang i boligsalget, og der dermed sælges færre møbler. Men vi forventer, at det snart bliver bedre,« siger Arne Gerlyng-Hansen.

Topchefens argument om, at boligsalget har oplevet en nedgang, ser dog ifølge Realkreditrådets boligmarkedsstatistik ikke ud til at holde helt stik. I andet kvartal af hhv. 2015 og 2016 blev der solgt flere boliger end i næsten 10 år, og i de andre kvartaler af 2015 og 2016 var boligsalget også noget bedre sammenlignet med de magre år i 2011 og 2012.

Ejerne af Daells Bolighus, Kurt Daell og hans søn, Erling Daell, har til sammen en formue på cirka 2,5 mia. kr.

Kurt Daell blev født i Østrig under besættelsen med navnet Kurt Hauptmann. Men som 7-årig i 1948 stod han på et tog fra Wien med 1.055 andre børn med retning mod Danmark.

Ved et tilfælde fik han familien Daell som plejefamilie i Danmark. En familie, der ejede Daells Varehus, i folkemunde kaldet Dalle Valle.

Frem til 1992 var Daells Varehus ejet af Daell-familien, men efter en familiefejde blev det solgt til PKA og Kommunernes Pensionskasse. Syv år senere gik Daells Varehus konkurs.

På det tidspunkt var Kurt Daell dog for længst ude af selskabet, og han fik i stedet succes med Harald Nyborg, Jem & Fix og Daells Bolighus, som var vokset ud af Daells Varehus.

Det seneste årti vil det dog nok være en stramning at kalde Daells Bolighus for en succes, i hvert fald når man ser på, at det seneste overskud ligger et årti tilbage.

Artiklens emner
Daells Bolighus
Harald Nyborg