Turisterne vælter ind til en øl hos Carlsberg
Trods et nærmest ufremkommeligt byggerod omkring Carlsberg Byen steg antallet af turister i Carlsbergs besøgscenter med 17 pct. i 2016, viser den seneste opgørelse. Men der er stadig langt op til målet om 400.000 gæster.
Kombinationen af historiens vingesus, levende bryggerheste, 16.000 forskellige ølflasker og mikrobryggeriet Jacobsen lokkede mange turister og andre besøgende til Carlsbergs besøgscenter i 2016.
Og måske også lidt fordi der er mulighed for at smage på varerne og indtage en øl eller to i Københavns arealmæssigt største beværtning.
I alt kom der 262.000 gæster. Det er en stigning på 17 pct. i forhold til året før. Dermed har besøgscentret siden 2011 formået at øge antallet af besøgende med over 100.000. Det bringer Carlsberg pænt ind på listen over de mest besøgte attraktioner i København og Danmark.
Stigningen er endda sket samtidig med, at turisterne skal forcere en byggeplads af næsten jordskælvsagtige dimensioner, fordi man er i gang med at etablere Carlsberg Byen.
Og ifølge Carlsberg er stigningen af besøgende markant over det niveau, som København generelt har haft gennem 2016.
»Besøgsrekorden er summen af en lang række aktiviteter på Visit Carlsberg. Vores besøgende, både lokale og turister, støtter virkelig godt op omkring vores events og den autentiske bryggeroplevelse, de får i vores historiske omgivelser. Særligt fredagsbarerne, halloween og julemarkedet har tiltrukket mange gæster. Vi har samtidig udvidet åbningstiderne, hvilket har givet flere gæster, men også betydet, at gæsterne bliver længere,« siger Frederik Laursen, der salgs, marketing- og kommunikationschef hos Visit Carlsberg.
Carlsberg forventer endnu flere besøgende i år, fordi man udvider antallet af events. Programmet offentliggøres senere i denne måned.
Der er dog stadig rigtig lang vej op til det mål, som Carlsberg satte sig i 2012. Dengang havde man netop afholdt en stor international arkitektkonkurrence om et helt nyt besøgscenter.
Meningen var, at Carlsberg skulle i top 5 over københavnske turistattraktioner og generere flere end 400.000 besøgende. Forbilledet var besøgscentrene hos henholdsvis Heineken i Amsterdam og Guinness i Dublin.
De mange millioner til planlægning og arkitekter led imidlertid skibbrud, da Carlsbergs hovedforretning tjente for få penge. Og som et led i en sparerunde blev planerne lagt i mølpose.
Det var ellers et stort tænkt projekt udviklet af Ralph Appelbaum Associates fra USA.
Daværende topchef for bryggeriet Jørgen Buhl Rasmussen sagde blandt andet dette om det unikke i projektet:
»Der kommer en helt utrolig tagterrasse med udsigtsplatform, en sky arena, bar og restaurant samt en helt ny klubscene. Alt sammen i hjertet af København. Med dette projekt tilfører vi ikke bare København en turistattraktion i verdensklasse. Carlsberg-bydelen får samtidig et trækplaster, der fremover vil understrege Carlsbergs tydelige tilstedeværelse i København.«
Kun tiden vil vise om det bliver gennemført, når bryggeriet igen tjener penge nok.