Biva i klagestorm: Kunder raser over manglende møbler
Store problemer med levering af møbler får Biva-kunder til at se rødt. Ifølge direktøren er der en god forklaring på problemerne.
Møbelkæden Biva er havnet i en regulær klagestorm på nettet, efter at kunder i hobetal har måttet vente forgæves på møbler, de for længst har betalt for.
Ifølge salgsdirektør Rune Furbo skyldes problemerne med levering af varer, at Biva i slutningen af 2016 skiftede fragtselskab for at kunne tilbyde en mere præcis og stabil levering.
»Vi har dog måttet konstatere, at opstarten af det nye samarbejde har medført en del uforudsete hændelser. Som følge heraf har vi over en kortere periode ikke været i stand til at yde optimal kundeservice i forbindelse med levering og fragt,« skriver han i et svar til en af de mange kunder, der på Trustpilot har givet udtryk for sin utilfredshed.
Biva gik konkurs i juni 2013, men året efter blev rettighederne til Biva-brandet købt af de to tidligere butikschefer Jesper Jørgensen og Rune Furbo. De to lancerede et nyt Biva som netbutik og har siden føjet møbelhuse i Brøndby, Fredericia og Aalborg til.
Makkerparret har en ambition om at gøre Biva til Skandinaviens største møbelforhandler på nettet inden for få år. Men lige nu har de mest af alt travlt med at sørge for, at kunder får leveret deres varer inden for det tidsrum, der er aftalt.
»Den ustabile situation har også sat vores medarbejdere i kundeservice under et voldsomt pres, hvorfor ventetiden i den seneste tid desværre har været væsentligt længere end normalt. Det er selvfølgelig slet ikke godt nok, men vi arbejder på højtryk, og langt de fleste sager er heldigvis løst nu,« skriver Rune Furbo.
Han giver samtidig »en uforbeholden undskyldning« til de mange kunder, som har klaget over lange leveringstider og dårlig service
Det oprindelige Biva blev grundlagt i 1982 af erhvervsmanden Henry Johansen. Han gjorde Biva til landets største enkeltejede møbelkæde med 39 butikker landet over.
I 2006 valgte han sammen med sin datter Millie Korsdal Rafn (hende fra de udskældte Biva-reklamer) at sælge møbelkæden til de to kapitalfonde Odin Equity og Dania Capital. Det indbragte familien cirka en halv mia. kr.
Forliste vækstplaner, et fejlslagent opkøb af Tæppeland og en kæmpe gæld betød imidlertid, at Biva få år senere - i juni 2013 - måtte begære sig konkurs.
I dag er det kun Biva-navnet, som lever videre. Det seneste årsregnskab fra Biva viste en bruttofortjeneste på 4 mio. kr. og et underskud efter skat på 1,3 mio. kr.
Finans har forsøgt at få en kommentar fra Jesper Jørgensen og Rune Furbo, men uden held.

