Fortsæt til indhold

FDM i sjælden advarsel: Hold fingrene fra Ford Mustang

Til gengæld topper Volvo igen-igen listen over de mest sikre biler.

Erhverv

Årets første sikkerhedstest af tre biler fra det europæiske sikkerhedssamarbejde Euro NCAP er virkelig dårligt nyt for Ford og dens ikoniske og kroniske teenagerbil Mustang. Til gengæld funkler to modeller fra Volvo.

Mustang har klaret sikkerhedstesten så dårligt, at FDM direkte fraråder danske bilentusiaster at købe den. Det er noget, der sker yderst sjældent.

»Det er efterhånden sjældent, at FDM helt fraråder nye biler, men med Ford Mustang er det svært at gøre andet. Bilen dumper med et brag i kollisionstesten, og de sikkerhedssystemer, der efterhånden er standard i de fleste nye biler, fås slet ikke til Ford Mustang. Den ikoniske amerikanerbil opgraderes ganske vist senere i år med både automatisk nødbremse og linjevogter, men det ændrer ikke ved, at bilen her og nu er langt under det sikkerhedsniveau, Ford ellers er kendt for,« siger Søren W. Rasmussen, der er FDM's repræsentant i Euro NCAP.

I den første test opnåede Volvo S90 og Volvo V90 begge topkarakteren fem stjerner.

Til gengæld klarede Ford Mustang kun at få to stjerner, hvilket svarer til dumpekarakter.

»Sikkerhed har gennem alle årene været et fast del af Volvo, og det viser Volvo endnu en gang med sin nye 90-serie. Begge biler klarer kollisionstesten flot, og nok så vigtigt er alle de nye vigtige sikkerhedssystemer standard. Det gør selvfølgelig ikke bilerne billigere, men det betyder, at den høje sikkerhed ikke er noget, der skal tilkøbes. Det er ellers desværre ofte tilfældet herhjemme, hvor de danske afgifter gør sikkerhedssystemerne uforholdsmæssigt dyre og derfor fravælges,« siger Søren W. Rasmussen.

Artiklens emner
Ford
FDM