Fortsæt til indhold

McDonald's sælger alle sine danske restauranter

Fastfood-giganten McDonald’s har solgt sine restauranter i Danmark, Sverige, Norge og Finland. Køberen er en britisk milliardær.

Erhverv

Verdens største burgerkæde, McDonald's, har gennemført et storstilet salg af sine 435 restauranter i Norden.

Således har McDonald's valgt at overdrage driften af sine nordiske restauranter til den britiske finansmogul Guy Hands, der ejer investeringsselskabet Terra Firma. Det oplyser McDonald's i en pressemeddelelse.

Aftalen indebærer, at Guy Hands, der sammen med sin kone er god for mere end 2 mia. kr., overtager ansvaret for at udvikle McDonald's-restauranterne i Danmark, Norge, Sverige og Finland.

Størstedelen af McDonald's nordiske restauranter er ejet af franchisetagere. Dem får Guy Hands nu det overordnede ansvar for i form af en såkaldt »development licensee.«

»Restauranterne fortsætter som hidtil, så handlen får ingen betydning for kunderne. Men vi får en kapitalstærk partner ind, som kan være med til at skabe mere vækst,« siger pressechef i McDonald's Danmark, Pia Tobberup.

Handlen forventes afsluttet i slutningen af årets første kvartal. Ingen af parterne ønsker at oplyse de økonomiske vilkår bag handlen - altså hvad Guy Hands har måttet betale for at overtage driften.

Guy Hands, stifter og formand i investeringsselskabet Terra Firma. PR-foto.

Guy Hands er formand og stifter af Terra Firma. Hans kone, Julia Hands, er formand og direktør i Hand Picked Hotels, en kæde af lavprishoteller i Storbritannien.

»Dette er en spændende mulighed for at danne partnerskab med et af verdens førende globale brands,« siger rigmanden om aftalen med McDonald's.

»Vi vil udnytte vores branchekendskab og finansielle ekspertise til at bygge videre på brandets styrke sammen med kunderne og skabe nye vækstmuligheder for franchisetagere, medarbejdere og personale,« siger Guy Hands.

McDonald's i Danmark udgøres dels af 22 selvstændige franchisetagere, der driver størstedelen af de danske restauranter, dels af selskabet McDonald's Danmark ApS, hvis omsætning er baseret på huslejeindtægter fra franchisetagere og indtægter fra salget i de øvrige fire restauranter.

Samlet omsætter de 89 danske McDonald's-restauranter for over 2 mia. kr.

Guy Hands får bl.a. til opgave at fortsætte den transformation, som McDonalds' allerede har sat gang i herhjemme. I løbet af de næste par år transformerer McDonald's samtlige sine danske restauranter, så de bl.a. får nye køkkener og nye digitale bestillingsskærme.

Desuden skal burgere fremover laves ved bestilling frem for at blive tilberedt og sat i en sluse bag kassen på forhånd - uden at serveringstiderne forlænges. Konceptet er allerede indført i adskillige af kædens restauranter.

På verdensplan er mere end 85 pct. af McDonald's 36.000 restauranter ejet af selvstændige franchisetagere. Målet er, at 95 pct. af fastfoodkædens restauranter skal være ejet af franchisetagere ved udgangen af 2018.

Artiklens emner
McDonald's