Kapitalfond lider kæmpetab på dansk vindsatsning
Vindvirksomheden SSP Technology har tabt en kvart milliard, siden den tyske kapitalfond VMCap overtog kontrollen i en stor handel. Nu er selskabet under rekonstruktion.
Den tyske kapitalfond VMCap har brændt nallerne på en investering i den fynske virksomhed SSP Technology, der er kendt for at fremstille nogle af verdens længste vindmøllevinger.
Efter at kapitalfonden kort inden finanskrisen købte virksomheden for små 300 mio. kr., er det samlede underskud i SSP Technology løbet op i 246 mio. kr.
Det viser regnskaberne, som også afslører en stribe af kapitalforhøjelser til det nødlidende selskab. Nu har ejerne sagt stop, og virksomheden er under rekonstruktion ved retten i Svendborg.
»Det er en rigtig fin virksomhed med stærke patenter, teknologi og produktionsfaciliteter. Historisk har virksomheden dog haft problemer med at tjene penge,« siger Teis Gullitz-Wormslev, partner i advokatfirmaet Kromann Reumert, der står for rekonstruktionen.
SSP Technology udvikler og producerer vindmøllevinger. I juli 2008, få måneder før finanskrisen brød ud, købte kapitalfonden VMCap 72 pct. af aktierne i en handel, der ifølge fonden selv værdiansatte hele virksomheden til knap 380 mio. kr.
Siden har det ene milliontab fulgt det næste, og allerede året efter overtagelsen lagde kapitalfonden sag an mod de tidligere ejere.
Virksomheden er aldrig blevet profitabel under kapitalfondens ejerskab. Det er sket på trods af, at ejerne adskillige gange gennem årene har tilført ny kapital til selskabet.
Alene fra 2008 til 2010 skød aktionærerne med VMCap i spidsen 182 mio. kr. i virksomheden, viser regnskaberne.
Aktuelt er virksomhedens akutte økonomiske problemer ifølge Finans’ oplysninger udløst af, at en brasiliansk kunde, vingeproducenten Tecsis, ikke har været i stand til at betale den danske virksomhed.
Medejer af SSP Technology Flemming Sørensen fortæller, at man arbejder på at finde en ny ejer.
»Vi er i rekonstruktion, og vi er positive i forhold til at finde en løsning,« siger han.
Finans har været i kontakt med den tyske kapitalfond, som ikke ønsker at kommentere investeringen.
VMCap er ikke den eneste kapitalfond, der er kommet galt af sted med en dansk vindinvestering. Også i 2008 købte kapitalfonden Doughty Hanson virksomheden Svendborg Brakes til en pris på 3,4 mia. kr. Da kapitalfonden solgte ud i 2013, var prisen reduceret til 600 mio. kr.


