Fortsæt til indhold

Lego returns: Batman gør klodserne til verdens stærkeste brand

Lego er nummer et. Google er nummer to. Og Nike er nummer tre. Sådan lyder listen fra ny brandanalyse.

Erhverv

Skulle den nyslåede Lego-topchef Bali Padda holde en Knudstorp-inspireret pressebriefing om den seneste opgørelse over verdens stærkeste brands, ville han muligvis ramme scenen rappende:

»Yeah. Uh huh, you know what it is.
Black and yellow.
Black and yellow.
Black and yellow.
Black and yellow.«

Rapperen Wiz Khalifas ørehænger var nemlig kendingssang til sidste års Lego Batman-film. Og netop Batman har været med til at trække det danske brand op på en førsteplads som verdens stærkeste brand.

Sådan lyder en analyse fra amerikanske Brand Finance. Analysen forsøger at måle og sammenligne brandloyalitet, kendskab, omdømme og marketing-budgetter for 500 brands.

Målt på "brandstyrke" er Lego nummer et. Google er nummer to. Nike er nummer tre. Så det er ikke småbrands, Lego har skubbet af banen.

Årsagen er, ifølge britiske The Telegraph, at Lego har fået medvind af sine Batman-film, hvoraf den næste har premiere i februar, samt at legetøjs-koncernen har udviklet sine digitale produkter, bl.a. netværket Lego Life.

Lego har slået sidste års vinder, Walt Disney, der ryger helt ned på en femte plads. Disney har ellers stået bag flere megahits i løbet af det seneste år, men de har alle været knyttet til Disneys underbrands: Filmen »Star Wars: Rogue One« var produceret af Lucasfilm, og animationsfilmen »Find Dory«, den demens-tematiserede opfølger til »Find Nemo«, var produceret af Disney-selskabet Pixar.

Brand Finance lister også brands på deres anslåede brandværdi. Her blev Apple kåret som verdens mest værdifulde brand.

Artiklens emner
Lego
Google