Unicredit beder aktionærerne om 100 mia. kr.
Med en gigantisk aktieudvidelse forsøger den kriseramte italienske bank Unicredit at ride stormen af.
Den italienske storbank Unicredit har i dag skudt en aktieudvidelse i gang, som skal få aktionærerne til at skyde 100 mia. kr. ind i den kriseramte bank.
En periode med 15 år uden økonomisk vækst har sat den italienske banksektor under et voldsomt pres og fået mængden af dårlige lån til at eksplodere.
I sidste uge meddelte Unicredit, at den kommer ud af 2016 med et tab på 88 mia. kr. primært grundet nedskrivninger på dårlige lån. Som led i en omstruktureringsplan offentliggjort i december forsøger banken at komme af med dårlige lån for 132 mia. kr.
To dage før aktieudvidelsen - i lørdags - meddelte banken ifølge nyhedsbureauet Reuters, at den er blevet enig med fagforeninger om at afskedige 3.900 ansatte i Italien som en del af en plan om at nedlægge 14.000 stillinger frem til 2019.
De aktionærer, der ikke skyder nye penge ind i banken i forbindelse med aktieudvidelsen, kan ifølge Reuters se frem til at få deres ejerandel i banken udvandet med mere end 70 pct.
Fredag oplyste Unicredit, at ingen af aktionærerne med mere end 3 pct. af den samlede aktiekapital endnu har meddelt, at de går med i aktieudvidelsen.
De tre største aktionærer er Capital Research and Management Company i USA med 6,7 pct. af aktierne efterfulgt af investeringsfonden Aabar fra Abu Dhabi og den amerikanske kapitalforvalter Blackrock, som hver har ca. 5 pct. af aktierne.
Den anerkendte danske økonom Lars Christensen har tidligere overfor Finans påpeget, at nye kapitalindskud ikke løser de italienske bankers grundlæggende problem, som er den manglende økonomiske vækst i landet, der vil fortsætte med at skabe dårlige lån i bankerne, fordi forbrugere og virksomheder ikke kan betale renter og afdrag på deres gæld.

