Dansker bliver ny chef i discountgigant
Danske Jesper Højer er blevet udpeget til ny topchef i Lidl.
Den kun 38-årige købmand Jesper Højer stryger helt til tops i den tyske discountkæde Lidl, der har 215.000 ansatte og en årlig omsætning på over 400 mia. kr.
Jesper Højer er blevet udnævnt til ny topchef i discountgiganten. Det oplyser Schwarz Gruppe, der står bag Lidl, i en kort meddelelse.
Jesper Højer overtager posten som adm. direktør fra Sven Seidel, der kun nåede at være topchef i tre år. Det er angiveligt uenigheder om den fremtidige strategi, der har fået Lidl til igen at skifte ud i direktørstolen.
Siden 2013 har Jesper Højer været global indkøbschef i Lidl. Før da var han landechef for Lidl i Belgien, hvor han i løbet af tre år var med til at øge Lidls markedsandel i landet med 50 pct.
Nu fuldender han så sin kometkarriere ved at indtage den øverste stilling i Lidl, der med mere end 10.000 butikker fordelt på 27 lande er blandt verdens største supermarkedskæder.
Lidl trådte ind på det danske marked i 2005, og i dag er der 105 butikker fordelt i hele landet.
Lidl er ejet af Tysklands rigeste mand, Dieter Schwarz, der er søn af stifter Josef Schwarz. Han har en personlig formue på over 130 mia. kr.

