Fortsæt til indhold

Mærsk: Vi er tæt på en aftale med regeringen om Tyra-feltet

En ny aftale om det omstridte Tyra-felt i Nordsøen er inden for rækkevidde, lyder det onsdag fra Mærsks topledelse.

Erhverv

Den danske stat og A.P. Møller -Maersk A/S nærmer sig en aftale om fremtidig produktion i Tyra-feltet i Nordsøen, hvor der findes store mængder olie og gas.

Det oplyser viceadm. direktør Claus V. Hemmingsen onsdag formiddag under en telekonference i forbindelse med årsregnskabet fra Mærsk.

»Den sidste ting, jeg gerne vil sige om Maersk Oil, er, at i forhold til Tyra-feltet i Danmark er vi i konstruktiv dialog med den danske regering, og vi regner med snart at nå en aftale, som vil sikre genopbygningen af Tyra-feltet,« siger han.

Regeringen og rederigiganten har hidtil haft svært ved at nå til enighed om vilkårene, herunder skatten, i forbindelse med Tyra-feltet.

Kort før nytår oplyste Mærsk, at parterne ikke kunne nå til enighed, og at selskabet ville gå i gang med at lukke ned. Få dage inde i januar kom det imidlertid frem, at forhandlingerne var genoptaget.

Vi er i konstruktiv dialog med den danske regering, og vi regner med snart at nå en aftale
Claus V. Hemmingsen, viceadm. direktør for Mærsk

Aktieanalytiker Morten Imsgard fra Sydbank lyttede med på telekonferencen. Han tolker udsagnet som et signal om, at en aftale er nært forestående.

»Når Mærsk selv siger det, er vi nok ret tæt på,« siger han.

Morten Imsgard forklarer, at både den danske stat og Mærsk har meget på spil i sagen.

»De må have haft store ambitioner om at nå hinanden,« siger analytikeren.

Han vurderer videre, at en eventuel aftale om fremtidig produktion i Tyra-feltet vil kunne være en fordel for Mærsk, som står over for et forventet frasalg eller separat børsnotering af konglomeratets energidel.

»Det vil være nemmere at sælge Maersk Oil, hvis man har forhandlet sig frem til gunstige forhold for den danske del af Nordsøen,« siger Morten Imsgard.

Mærsk står for driften af Tyra-feltet, der er ejet af Dansk Undergrunds Consortium (DUC). DUC er et partnerskab mellem bl.a. Mærsk, Shell og Chevron.

Artiklens emner
A.P. Møller - Mærsk
Finansministeriet