Fortsæt til indhold

Salget af dieselbiler styrtdykker i Oslo

Omdiskuteret endagsforbud mod dieselkørsel og andre politiske idéer kan have haft effekt, siger brancheformand.

Erhverv

Salget af dieselbiler er på retur i Oslo, og samtidig melder forhandlerne om bedre salg af el- og hybridbiler.

Det skriver Aftenposten.

»Der har været dramatiske ændringer fra 2016-17, når det gælder hvilken type bil, folk køber. Der er en stor overgang til el-biler, hybridbiler og ladbare hybrider,« siger adm. direktør i den norske Bilimportørenes Landsforening, Øyvind Solberg Thorsen, til avisen.

Fra 1. januar til 5. februar i 2016 var der således en dieselmotor i 32,6 pct. af de nyregistrerede biler i den norske hovedstad, mens det tal var faldet til 19,1 pct. i samme periode i år.

Modsat er det gået hybridbilerne. I samme periode er deres andel steget med 125 pct. - fra 11,2 pct. til 23,4 pct. i år.

For knap fire uger siden var luftforureningen så skadelig for helbredet, at man indførte et akut dieselforbud i Oslo. Det var kun i kraft én dag, fordi luftforureningen faldt, men betød, at det var ulovligt at køre med dieselbiler på de kommunale veje i byen.

Ifølge Øyvind Solberg Thorsen kan debatten om forbuddet have spillet ind på den manglende sult efter dieselbiler, ligesom andre politiske signaler også bliver opfanget af bilkøberne.

»Norske bilkøbere er ikke dumme. De positionerer sig i forhold til de signaler, de får. Det er typisk for Oslo, men sker også i Bergen, hvor andelen af dieselbiler er 13,6 pct., mens elbilerne udgør 30 pct. af bilparken,« siger brancheformanden til Aftenposten.

Kører man ofte i sin dieselbil i Oslo, risikerer man at bruge flere penge end andre bilister. For at komme ind i Oslo skal man betale såkaldte bompenge, og priserne er differentierede alt efter hvilken motor, man har i sin bil. I sommer landede politikerne således en aftale, som gjorde, at dieselbiler i myldretiden skal betale 58 norske kr. i bompenge, mens en benzinbil slipper med 53 kr.

Til Aftonbladet spår forsker Lasse Fridstrøm ved Transportøkonomisk Institut dog, at salget af dieselbiler vil fortsætte i flere årtier.

»Fra det tidspunkt, hvor elbilerne kommer ind i markedet til de dominerer bilparken, går der mindst 25 år. De begyndte i 2011 med én pct af markedet,« siger han.