Uber kæmper mod sexisme-sager - og så slår konkurrenten til
Mens fremadstormende Uber er blevet tvunget i defensiven, rykker konkurrenten Lyft og åbner i 54 nye byer.
Taxa-appen Uber har virket ustoppelig – men i denne uge har anklager fra flere sider om et sexistisk og mandschauvinistisk arbejdsmiljø ramt Ubers omdømme hårdt på hjemmemarkedet i USA.
Og det benspænd er ærkekonkurrenten Lyft ikke sen til at udnytte. Lyft, som indtil nu har koncentreret sig om det amerikanske marked, ekspanderer nu til 54 nye byer i USA. Det tyder på en udrulning, der går hurtigere end forventet, for dermed er målet om 100 nye byer i løbet af 2017 stort set allerede nået. Det skriver CNN Money.
Med de nye byer vil Lyft være på gaden i knap 300 byer i USA, mens Uber til sammenligning er i 500 byer i 70 forskellige lande.
Mens Ubers fremtid i Danmark er uvis, efter den nye taxalov ikke åbnede op for at Uber lovligt kunne fortsætte, har tjenesten i USA haft massiv succes. Selskabet er nu værdisat til 478 mia. kr., efter at have modtaget ikke mindre end 113 mia. kr. i venturekapital.
Med så mange penge i ryggen har Uber kunne ekspandere hurtigt og samtidig skrue ned for priserne for at kapre kunder, uanset at det også gav underskud i milliardklassen. Resultatet har været, at Uber ifølge tal fra i sommers blev brugt til fire gange så mange taxature som Lyft, der er den nærmeste konkurrent.
Omvendt har topchef Travis Kalanick og Uber-selskabet også flere gange været i modvind, for eksempel efter det blev afsløret, at Uber bookede tusindvis af ture hos konkurrenten Lyft, for så at afbestille dem igen.
De PR-mæssige problemer blegner dog i forhold til, hvad Uber oplever lige nu. En tidligere ansats fortælling om sine oplevelser hos Uber gik viralt i løbet af ugen og blev fulgt op med mange flere anklager mod selskabet. Kvindelige ansatte kunne fortælle om et arbejdsmiljø, hvor sexchikane var udbredt og ikke blev stoppet af ledelsen.
Anklagerne fik Uber til at sætte det helt store PR-mæssige modsvar ind, med et stort medarbejdermøde og lovning om en uafhængig undersøgelse af anklagerne, med tidligere justitsminister Eric Holder som garant for en seriøs behandling.
Uber-brugere, som sletter Ubers app i disse dage, bliver mødt med en længere besked om, at anklagerne går imod alt hvad Uber står for, og at de vil blive undersøgt.



