Fortsæt til indhold

Helle Thornings skattesag kostede ham jobbet: Nu laver Peter Loft overraskende jobskifte

Forhenværende departementschef Peter Loft har sommerhus på Bornholm. Nu skal han også arbejde der.

Erhverv

Peter Loft har lavet et opsigtsvækkende jobskifte.

Den tidligere departementschef i Skatteministeriet, der blev fyret i 2012 som følge af Helle Thorning-Schmidt og ægtefællen Stephen Kinnocks skattesag, skal nemlig være kommunaldirektør i Bornholms Regionskommune.

Det oplyses i en pressemeddelelse.

»Jeg har fra mit hidtidige arbejde stor erfaring med en politisk ledet organisation, så den del af arbejdet falder mig meget naturligt. Jeg er kommet på Bornholm i mange år og glæder mig meget til at tage fat på opgaverne med at fortsætte den positive udvikling på øen i samarbejde med både private og offentlige aktører,« siger Peter Loft i pressemeddelelsen.

Siden 2012 har han drevet selvstændig konsulentvirksomhed, men fra den 13. marts kan han altså skrive kommunaldirektør på CV'et.

Peter Loft er en hyppig gæst på Bornholm, da han ejer et sommerhus på øen. Han har derfor med stor interesse iagttaget den seneste positive udvikling i øens erhvervsliv og turisme.

»Jeg er meget glad for at vi får så erfaren en kapacitet som Peter Loft ind i vores organisation. Jeg er overbevist om, at Peter med sit store netværk blandt nationale aktører og erhvervslivet, vil være en stor gevinst for Bornholm, og jeg ser frem til samarbejdet,« siger Winni Grosbøll, borgmester i Borholms Regionskommune, i pressemeddelelsen.

Peter Loft er cand.jur. fra Københavns Universitet og var departementschef i Skatteministeriet i 19 år.

Artiklens emner
Skatteministeriet
Peter Loft