Stormvejr mod KMD eskalerer: Nye slagsmål med utilfredse kunder
Flere borgmestre og en af landets største private arbejdsgivere, Coop, melder sig nu ind i koret af utilfredse KMD-kunder.
Slagsmålene med utilfredse kunder hober sig op for it-giganten KMD, der i forvejen befinder sig i åben krig med landets kommuner og pensionskæmpen ATP over flere stærkt forsinkede it-systemer.
En ny håndfuld vrede kunder rejser nu en skarp kritik af KMD. Heriblandt en af landets største private arbejdsgivere, supermarkedskæden Coop.
KMD håndterer lønsystemet for de ca. 40.000 medarbejdere, og her er så mange fejl, at Coops regnskab ifølge koncernchef Peter Høgsted »lider under samarbejdet med KMD«. Derfor afviser han ikke, at Coop også ender i en decideret retssag mod KMD.
»Alle vores it-problemer skyldes KMD. Vi oplever dårlige leverancer, manglende efterlevelse af aftaler, uprofessionalisme og stærkt kritisable samarbejdsforhold. Vi bruger alt for mange ressourcer på at rette de fejl, de laver. Vi oplever KMD som en partner, der ikke lytter ret meget og ikke er særligt selvkritiske, når det kommer til at se deres egne fejl,« siger Peter Høgsted.
Også i de enkelte kommuner rasler flere borgmestre med sablerne over for KMD, der er ejet af den amerikanske kapitalfond Advent International. Kommunerne kører i forvejen en fælles sag mod KMD omkring de systemer, som gælder på tværs af kommunerne. Men nu kommer flere enkelte kommuner også på banen. Kommunerne har individuelle aftaler med KMD for samlet 1,4 mia. kr. om året, oplyser KL.
Alle vores it-problemer skyldes KMD. Vi oplever dårlige leverancer, manglende efterlevelse af aftaler, uprofessionalisme og stærkt kritisable samarbejdsforhold. Vi bruger alt for mange ressourcer på at rette de fejl, de laver. Vi oplever KMD som en partner, der ikke lytter ret meget og ikke er særligt selvkritiske, når det kommer til at se deres egne fejl.«
I Høje Taastrup står KMD bl.a. for at drive kommunens it-netværk, men systemerne er så ringe, at det ifølge borgmester Michael Ziegler (K) er til »løbende overvejelse«, om samarbejdet skal droppes. I Odense er borgmester Peter Rahbæk Juel (S) på linje, fordi ekstraudgifterne til KMD tærer på et presset kommunalbudget. Randers-borgmester Claus Omann Jensen (V) er allerede i gang med at afsøge alternative leverandører, og i Aarhus er borgmester Jacob Bundsgaard (S) endt i en juridisk konflikt om prisstigninger med it-giganten:
»Det er vigtigt at få gjort op med det her, så vi ikke er i en situation, hvor en amerikansk kapitalfond har et kæmpestort sugerør nede i skatteborgernes lommer.«
KMD’s topchef Eva Berneke er overrasket over Coops kritik, som tegner et billede, hun ikke kan genkende. Hun understreger dog i en skriftlig kommentar, at kundernes hårde kritik giver anledning til refleksion.
»Vi er i KMD fuldt ud klar over, at vi i øjeblikket er i en negativ situation med vigtige kunder. Det er dybt alvorligt og skal løses,« siger Eva Berneke.