Tusindvis af bankansattes e-mailkonti ramt af it-angreb
BEC - Bankernes EDB Central - blev fredag ramt af et ransomware-angreb, som berører tusindvis af bankansatte i de danske banker.
Tusindvis af bankansatte i de danske banker, som BEC – Bankernes EDB Central – forsyner med it-ydelser fik fredag eftermiddag lukket deres Outlook e-mailsystem ned som følge af et stort ransomware-angreb.
Det skriver it-mediet Version2.
Det er lykkedes de kriminelle at kryptere flere bankansattes filer, og nedlukningen af e-mailsystemer skal forhindre yderligere skadevirkninger, oplyser BEC til Version2.
»Vi blev ramt af en bølge af ransomware e-mails mod både BEC og vores kunders medarbejdere, og angreb af den type tager vi dybt alvorligt. Det er selvfølgelig også alvorligt for bankdriften, når vores kunders medarbejdere ikke kan skrive e-mails. Heldigvis er ingen bankkunders data blevet kompromitteret, lige som selve banksystemerne er upåvirkede. Det er kun bankansattes egne filer i form af f.eks. word og excel, der er ramt - og kun dér, hvor medarbejdere har klikket på et link, og man har nået at kryptere filerne,« siger kommunikationschef Jens Møller Nielsen, BEC, til Version2.
Han understreger, at ingen netbanker, kontosystemer eller rådgiversystemer er ramt.
Angrebet blev opdaget i dag fredag midt på dagen. Klokken 13.30 modtog medarbejdere i bl.a. Arbejdernes Landsbank besked om, at deres e-mailsystem samt fællesdrev ville blive lukket ned med øjeblikkelig varsel.
Årsagen er, at det er lykkedes de it-kriminelle at få flere bankansatte til at klikke på links i e-mail, som i visse tilfælde har ført til kryptering af bl.a. word- og excelfiler.
Jens Møller Nielsen oplyser fredag aften til Finans, at e-mailsystemerne var oppe igen tidligt på aftenen.
"Vi lukkede for mail i cirka tre timer og fællesdrev i cirka fire timer. Kort før klokken 18 var der normal adgang til begge dele. I nat og hen over weekenden arbejder vi på at hjælpe de pengeinstitutter, som nåede at få beskadiget filer, med at gendanne dem fra backuppen," tilføjer han.
Finanstilsynet vil blive informeret om angrebet, lyder meldingen.

