Erhverv

Verdensberømt tænketank åbner stort center i København

Singularity University åbner en afdeling i Danmark, hvor bl.a. danske ledere vil kunne lære om robotter, big data og kunstig intelligens.

I fjor åbnede Singularity Universityen ny innovationshub i  Eindhoven, Holland på 300 kvm. Foto: Patrick van Katwijk/picture-alliance/dpa/AP Images

Hvor ledere i det danske erhvervsliv tidligere skulle rejse til Silicon Valley i Californien, USA, for at hente inspiration til teknologisk udvikling, bliver det nu lidt nemmere.

Singularity University, der er kendt for sine teknologiske udviklinger, åbner et innovationscenter i København. Det skriver dagbladet Børsen.

Den nye danske afdeling vil gå under navnet Singularity U Denmark og kommer til at ligge i Copenhagen Science City, der er placeret mellem Nørrebro og Østerbro i København.

Singularity U Denmark
  • I 2008 blev Singularity University først stiftet i Silicon Valley med støtte fra bl.a. Google
  • Singularity U Denmark kommer til at ligge i Copenhagen Science City
  • Allerede fra 1. marts vil de første startups rykke ind i bygningen i København
  • Formålet med kurserne er at uddanne og inspirere ledere til at forstå fremtidens teknologi og bruge dem til at løse fremtidens udfordringer
Kilde: Børsen og Singularity University

»Vi stifter et skandinavisk fakultet, hvor vi, sammen med dygtige folk fra hele verden, har set på, hvem der er de bedste eksperter i Skandinavien, som både har en dyb faglig og praktisk viden samt er vildt dygtige til at kommunikere,« siger Laila Pawlak, adm. direktør i Singularity U Denmark, til Børsen.

I det 5.000 kvm. store hus kommer der til at sidde iværksættere, og bl.a. danske ledere vil blive uddannet i de nyeste teknologiske muligheder. De kurser, Singularity University tidligere har tilbudt, har bl.a. været om robotter, big data og kunstig intelligens.

Der er blevet arbejdet hårdt for, at afdelingen skulle åbnes i Danmark, og begejstringen er allerede at spore i både det offentlige og det private, udtrykker Laila Pawlak over for Børsen.

Ifølge Børsen er det også store danske virksomheder som f.eks. Danske Bank, der har været med til at gøre det muligt for Singularity University at komme til Danmark. Banken har indgået et partnerskab for at finansiere det. Det vil gavne hele Danmark, mener regeringen.

»Det er kæmpestort for Danmark. Jeg tror ikke, man skal undervurdere effekten af, at Singularity University placerer deres største hub uden for Californien her, i forhold til det fokus, der vil være på det,« siger erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) til dagbladet Børsen.

BRANCHENYT
Læs også