Lars Larsen-selskab taber retssag - ville have firma til at ændre navn
Jysk-ejerens reklameselskab, Eovendo, fik ikke medhold i sagsanlæg og skal nu betale tusindvis af kroner til modparten.
Danmarks fjerderigeste mand, dynekongen Lars Larsen, har tabt millioner og atter millioner på en investering i reklameselskabet Eovendo, der vil give folk penge for at se reklamer.
Og nu har Jysk-ejerens selskab også tabt en retssag mod eventportalen Evendo. Lars Larsen og co. mener, at Evendos navn ligger for tæt op ad Eovendos. Derfor havde Eovendo lagt sag an mod Evendo med henblik på at få firmaet til at skifte navn.
Men Sø- og Handelsretten har nu afgjort, at Evendos navn ikke krænker Eovendos navn og varemærke. Ifølge retten er der ikke en risiko for forveksling, da de to firmaers varer og tjenester er vidt forskellige.
Derfor får Evendo lov til at beholde sit navn. Samtidig skal Lars Larsens selskab betale 40.000 kr. i sagsomkostninger til Evendo.
Eovendo, der har hovedkontor i Aarhus, blev stiftet i 2008 og fik i 2012 Lars Larsen som medejer. Gennem Lars Larsen Group, der bl.a. også omfatter Jysk-kæden, Idé-Møbler, Ilva og Bolia, ejer Lars Larsen over halvdelen af aktierne i Eovendo, der på tre år har tabt 90 mio. kr.
Idéen bag Eovendo er, at brugerne selv bestemmer, hvilke reklamer de vil se, og samtidigt får penge for de reklamer, de ser. Evendo derimod er en eventportal, hvor brugere kan arrangere en lang række forskellige aktiviteter. Selskabet blev stiftet i maj 2015.
»Eovendo og Evendo anvendes således til markedsføring af to helt forskellige typer ydelser, hvis væsentligste fællestræk er, at begge ydelser udbydes på hjemmesider, og parterne kan ikke antages at være i konkurrence med hinanden,« skriver Sø- og Handelsretten i sin afgørelse.
Medejer og adm. direktør i Eovendo, Nicolas Ibenforth, har ellers fremført, at han mener, at Eovendo og Evendo konkurrerer med hinanden, da Eovendo har haft annoncer for eksempelvis ballonture, rejser og restaurationsbesøg. Lignende produkter kan findes på Evendos hjemmeside.
Nicolas Ibenforth er dog ikke klar over, om der har været nogle konkrete henvendelser fra brugere, der har forvekslet hjemmesiderne.
Du kan læse hele Sø- og Handelsrettens afgørelse her.

