Novo A/S investerer over 100 mio. i opstart af venturefond
Fonden skal investere i industriel biotek og regner med at købe sig ind i 8-10 virksomheder i løbet af de kommende 3-4 år.
Novo A/S har gennem sit datterselskab Novo Seeds investeret i etableringen af en venturefond inden for industriel biotek.
Investeringen er på »mere end 100 mio. kr.,« og det er første gang, Novo Seeds er medinvestor i opstarten på en fond.
Fonden skal fokusere på bæredygtig kemi og investere i virksomheder, der arbejder med udvikling af blandt andet genanvendelige råmaterialer. Det kan være spildprodukter fra landbruget eller genanvendelige slutprodukter såsom bioplast og andet biobaseret materiale
»Det er vores strategi at sætte midler af til at styrke venture-investeringer i de områder, vi har interesse inden for. Vi er derfor glade for at være med til at etablere en ny fond inden for industriel biotek,« siger Søren Møller, der er investeringschef i Novo Seeds.
Han håber, at investeringerne vil betyde etablering af nye virksomheder, og at det også vil have effekt i den industrielle biotek-industri i Norden.
Den nye fond, der er etableret af franske Sofinnova Partners har fået navnet Sofinnova Industrial Biotech 1. Målet er at investere i 8-10 selskaber i løbet af de næste 3-4 år.
Flere europæiske institutioner og internationale aktører inden for energi-, kemi- og landbrugssektorerne har også investeret i Sofinnova Industrial Biotech 1, der i første omgang har rejst i alt 106 mio. euro - knap 790 mio. kr., skriver Novo A/S i en pressemeddelelse.
Novo A/S er holdingselskab for virksomhederne i Novo Gruppen, og er helejet af Novo Nordisk Fonden. Udover at være hovedaktionær i Novo Gruppens selskaber formidler Novo A/S kapital til udviklingsselskaber og køber større ejerandele i veletablerede danske virksomheder inden for life science.