Fortsæt til indhold

Søskendepar hiver millioner ud af kendte tøjkæder

Den familieejede modekoncern Axel Kaufmann er for alvor tilbage efter et stort underskud, der tvang selskabet til kraftige nedskæringer.

Erhverv

Selskabet bag de kendte danske tøjkæder Kaufmann og Quint har lagt en økonomisk krise bag sig og sender endnu engang millioner i favnen på de to ejere, søskendeparret Henrik og Anne Mette Kaufmann.

For tre år siden tvang et større millionunderskud den familieejede koncern til at afvikle den ene af sine butikskæder, Quintess, og afskedige en lang række medarbejdere.

Quintess, der solgte pigetøj, var pendant til herretøjskæden Quint.

Sparekuren virkede, og Kaufmann-koncernen, der har hovedsæde i Aarhus, er nu igen flyvende med en omsætning, der nærmer sig en halv mia. kr., og høj indtjening. Det viser et nyt årsregnskab.

I regnskabsåret 2015/16 solgte Kaufmann-familien tøj for 496 mio. kr. og landede et overskud på 16 mio. kr. efter skat. For andet år i træk trak de to ejere 8 mio. kr. ud i udbytte til dem selv.

»Selskabet oplever fortsat vækst i et stærkt konkurrencepræget marked,« skriver de to Kaufmann-søskende i regnskabet og kalder både omsætningen og indtjeningen, der var hhv. 3,1 pct. og 62 pct. højere end året før, tilfredsstillende.

»For det kommende regnskabsår forventes vækst i såvel omsætning som indtjening,« lyder det.

Kaufmann-koncernen drives af adm. direktør Henrik Kaufmann og hans søster, bestyrelsesformand Anne Mette Kaufmann, hvis farfar startede familieforetagendet i 1908 med en lille butik i Ryesgade i Aarhus.

I dag er der 18 Kaufmann-butikker og 21 Quint-butikker på landsplan. Derudover driver selskabet to Axel-butikker i København og Aarhus og beskæftiger i alt 280 medarbejdere.

Kaufmann-koncernen har en egenkapital på næsten 150 mio. kr. Både Henrik Kaufmann og Anne Mette Kaufmann har gennem deres private holdingselskaber en formue på over 80 mio. kr.

Artiklens emner
Kaufmann