Total forfalden Jaguar E ventes at indbringe formue
Den har stået stille i 20 år og er fuldstændig rådden. Men det er en sjælden og tidlig udgave fra 1962 med 3,8 liter motor og manuelt gear, og derfor er den en mindre formue værd.
Hvis du altid har drømt om en ægte klassiker af mærket Jaguar E, så har du chancen i næste måned. Her sætter britiske Classic Car Auction et håndværkertilbud af dimensioner til salg.
Selv om bilen er fuldstændig ødelagt, gennemrusten og har stået ubrugt og ubeskyttet hen i 20 år, har auktionshuset bedømt prisen til at begynde ved 38.000 pund eller 326.000 kr. Men ifølge Daily Mail er vurderingen sat til intervallet 326.000-378.000 kr.
Der er tale om en sjælden og tidlig udgave af en Jaguar E fra 1962 med stelnummeret 282. Det er en Serie1 Fixedhead Coupe med en 3,8 liter motor og manuelt gear. Rattet er i højre side. Der er kun to registrerede ejere.
Og det bliver ikke noget med at købe katten i sækken. Classic Car Auktion har en bedømmelse af den type biler, der går op til 135 og denne Jaguar har opnået karakteren "2".
Bilen er med på auktionshusets april-salg og bliver kaldt det »ultimative lade fund«.
Lige nu står bilen med hvid maling, men da den blev leveret til kunden den 4. april 1962, var den mørkeblå. Den blev brugt i 35 år af sin første ejer og derefter solgt til den nuværende ejer som havde planer om at restaurere den. Derfor blev den stillet ind i et skur. Men der blev den holdende i 20 år, indtil den nu skal på auktion.
Her er flere fotos af bilen:

