Fortsæt til indhold

Hårdt slag for børsnedturen Nets: Storkunder springer over til Mobilepay

Mens Nets' aktiekurs sætter nye bundrekorder, springer storkunderne Alka og SEAS-NVE over til Mobilepays nye løsning for abonnementsbetalinger. Det er en direkte udfordrer til Nets' guldæg Betalingsservice.

Erhverv

Mens aktiekursen i betalingsgiganten Nets har nået et nyt lavpunkt, kaster flere af selskabets storkunder kærligheden på konkurrenten Mobilepays nye løsning til at betale regninger.

I april vil energiselskabet SEAS-NVE tilbyde sine mere end 400.000 kunder at betale elregningen med Mobilepay, og i maj følger forsikringsselskabet Alka trop med sine 400.000 kunder.

Alkas kommunikationsdirektør, Lise Agerley, forventer, at kunderne vil være ivrige efter at skifte Betalingsservice ud med Mobilepay.

»Vi regner med, at det kommer til at gå ret stærkt. Toget kører, og kunderne er vant til at bruge Mobilepay. Vi er bare glade for, at Mobilepay har lavet den mulighed for os virksomheder, så vi kan komme med på det tog, som kunderne for længst er hoppet med på,« siger hun.

I SEAS-NVE understreger markedsdirektør Ole Vestergaard, at Mobilepay vil være markant billigst for kunderne. Prisen for at betale elregningen med Mobilepay vil ligge mellem 1-2,75 kr., mens det koster 5 kr. at betale elregningen med Betalingsservice.

Flere af Nets’ andre storkunder er også fristede. Energiselskabet Hofor og landets største energiselskab, Dong Energy, anser Mobilepays løsning som et interessant alternativ til de nuværende betalingsløsninger fra Nets.

»Vi vil bestemt se nærmere på vilkår og omkostninger i en dialog med Danske Bank, så vi kan være sikre på, at en aftale vil give vores kunder bedre og billigere muligheder for at betale deres regninger,« siger privatkundedirektør i Dong Energy, Louise Hahn.

Vi oplever fortsat stærk opbakning til Betalingsservice. Vi har så sent som i denne uge fået ny tilgang af kunder, der specifikt ønsker at tilbyde Betalingsservice til deres kunder, fordi det har en række fordele for både virksomheder og privatkunder.
Christoffer Hertel, senior vice president i Nets med ansvar for Betalingsservice

Mandag satte Nets’ aktiekurs foreløbig bundrekord, da den gik under 110 kr. pr. aktie. Da Nets blev børsnoteret for knapt et halvt år siden, var prisen pr. aktie 150 kr. De investorer, som købte ind ved børsnoteringen, står dermed til et tab på omkring 27 pct.

Danske Markets har tidligere vurderet, at netop Betalingsservice står for ca. 18 pct. af driftsindtjeningen i Nets. Alligevel tager Nets’ chef for betalingsservice, Christoffer Hertel, kundernes udmelding roligt.

»Vi oplever fortsat stærk opbakning til Betalingsservice. Vi har så sent som i denne uge fået ny tilgang af kunder, der specifikt ønsker at tilbyde Betalingsservice til deres kunder, fordi det har en række fordele for både virksomheder og privatkunder,« siger han.

Mobilepay har så meget succes, at de virker ustoppelige. Nets bør være urolige, for Mobilepay går nu lige efter deres indtjeningsmotor, Betalingsservice.
John Strand, teleanalytiker

Teleanalytiker John Strand fra Strand Consult vurderer, at situationen er langt mere alvorlig, end Nets giver udtryk for.

»Mobilepay fik først Swipp ned med nakken, og nu ser det ud som om, de går efter struben på Nets. Mobilepay har så meget succes, at de virker ustoppelige. Nets bør være urolige, for Mobilepay går nu lige efter deres indtjeningsmotor, Betalingsservice,« siger John Strand.

Artiklens emner
Nets