Grim overraskelse for mælkebønderne - nu falder priserne
Den økonomiske vejrudsigt har forudsagt sol, højtryk og solide overskud for de danske mælkeproducenter i 2017. Nu viser der sig imidlertid en stort sort sky på den sydlige horisont.
Gennem flere måneder er prisen på mejerivarer braget op i hele verden, og de officielle prognose fra erhvervets økonomer indikerer, at de danske mælkeproducenter i år får millionoverskud.
Nu sniger der sig imidlertid en lille tvivl ind.
Den store, toneangivende råvarebørs Global Dairy Trade, GDT, har netop afholdt en auktion, hvor priserne på mejerivarer er faldet med i gennemsnit 6,3 pct. På de foregående auktioner har priserne været svagt vigende, men nu accelererer faldet tilsyneladende.
Mælkeproducenterne har været gennem en årelang krise, som har efterladt sektoren med et økonomisk krater, der på ingen måde er blevet fyldt af de seneste tre - fire måneder med bedre priser. Det vil derfor være en katastrofe for sektoren, hvis opturen allerede slutter nu.
»Prisfaldet på GDT har især ramt skummetmælkspulver (-15,5 pct.), som var kommet relativt højt op i pris. I Europa har vi den seneste tid set priserne på ost og skummetmælkspulver falde henholdsvis 10 - 12 pct. og 15 pct. De kommende måneder vil vi formentlig se en fortsat nedadgående tendens på priserne,« vurderer Keld Winther Rasmussen, markedsanalytiker og seniorrådgiver hos fødevarekoncernen Uhrenholt.
Han betegner det som lidt overraskende, at prisen på mejerivarer er begyndt at vige, da produktionen af mælk stadig er forholdsvis lav.
»Priserne på en række mejerivarer er blevet svækket i en periode, hvor produktionen af mælk endnu ikke er begyndt at stige. Alle i markedet ved, at produktionen af mælk stiger stærkt i de kommende forårsmåneder. Det vil lægge yderligere pres på priserne og formentlig udmønte sig i, at mælkeafregningen til landmændene vil falde i andet kvartal,« siger Keld Winter Rasmussen. Han tilføjer, at den seneste tids forholdsvist høje priser også vil få landmændene i New Zealand og Australien til at øge produktionen i andet halvår 2017.
»Intet tyder på, at der lige nu er mere opadgående i vente for mælkeafregningen til landmændene. Spørgsmålet er nærmere, hvor meget den skal falde. De officielle prognoser fra Seges indikerer, at landmændene i år vil få en gennemsnitlig mælkeafregning (målt på såkaldt råvareværdi, red.) på 2,67 kr. pr. kilo mælk. Der er priserne ikke nået op endnu, og i mine øjne er prognosen meget, meget optimistisk,« siger Keld Winther Rasmussen.
Markedsanalytiker Palle Jakobsen, Agrocom, er enig i, at prisen på mejerivarer og dermed afregningspriserne til landmændene vil være vigende de kommende to kvartaler.
»Men der er kun tale om en korrektion. Efter en årelang krise har mælkeproducenterne i Danmark og mange andre lande så svag økonomi, at tendensen til stigende produktion meget hurtigt bliver brudt, når priserne falder, og driften igen giver underskud. Sortsynet vil hurtigt brede sig igen og få mange til at træde på bremsen,« siger Palle Jakobsen.
Sænker mælkeproducenterne produktionen, vil det løfte priserne, og derfor er Palle Jakobsen overbevist om, at mælkeafregningen vil ligge på 3 - 3,5 kr. pr. liter i 2018 - 2020.


