Trump-angreb var vand på Nordstroms guldgås
Trump forsøgte at skabe proteststorm mod stormagasinet Nordstrom, som ikke ville sælge Ivankas tøj. Forsøget blev en fiasko.
Da Donald Trump i sidste måned forsøgte at ramme stormagasinet Nordstrom med et af sine skarpt bevæbnede tweets, gled det fuldstændigt af på det tiltænkte offer.
Efter omkring tre ugers betækningstid har det ingen som helst effekt haft på stormagasinets ry og rygte og tilsyneladende heller ikke på dets salg.
Det viser en måling blandt kunderne, som Crimson Hexagon har lavet, skriver nyhedsbureauet Bloomberg.
Det var Nordstroms beslutning om at tage Ivanka Trumps designer-linje ud af kollektionen, der fik den amerikanske præsident til at gå til angreb i et tweets, hvor han forsvarede sin datter.
Tweetet vakte en del opsigt, fordi det af mange blev opfattet som et eklatant misbrug af den magt, Donald Trump har som præsident.
Nordstrom forklarede sig dengang med, at kunderne ganske enkelt ikke købte Ivankas tøj.
Effekten af tweetet var i første omgang en massiv protest fra Trumps tilhængere - også dem, der ellers erklærede sig som faste Nordstrom-kunder.
Men endnu flere sagde, at de bakkede op om Nordstroms beslutning.
I forbindelse med Nordstroms årsregnskab - hvor selskabet markant overgik analytikernes forventninger - sagde Nordstrom-ledelsen, at Trumps tweet ikke havde haft nogen effekt på stormagasinets samlede salg overhovedet.
Og ledelsen står fast ved beslutningen. Eller som ef af Nordstroms bestyrelsesmedlemmer Pete Nordstrom skrev i et brev til de ansatte:
»Hvis folk ikke køber mærket, vil vi ikke sælge det.«

