Erhverv

Skype-investor vil bygge hotelværelser i containere

Containere indrettet til hotelværelser med designermøbler er det seneste projekt fra iværksætteren Morten Lund

Morten Lund, der gik konkurs med gratisavisen Nyhedsavisen, er tilbage med et nyt projekt. Hotelværelser indrettet i containere. Foto: Finn Frandsen

Den tidligere investor i Skype Morten Lund vil med hjælp fra bestyrelsesformand i Scandic Hotels Group, Vagn Sørensen, og arkitekten Bjarke Ingels sparke gang i hotelprojekt, hvor containere skal omdannes til hotelværelser.

Det skriver Børsen.

For et par år siden måtte Morten Lund gemme planerne om at starte containerhotelprojektet Poshtel væk, da han manglede en producent til at stå for produktionen af hotelcontainerne. Nu er producenten fundet, og med investeringer fra Vagn Sørensen og Bjarke Ingels er Morten Lund igen i gang med Poshtel.

Konceptet går ud på, at alle, der ejer et stykke jord, kan låne en fuldt indrettet hotelcontainer af Poshtel. Her efter kan jordejeren leje containeren ud via Airbnb. Containerne er 56 kvadratmeter store og en overnatning vil i gennemsnit koste 1400 kr. Både private og offentlige jordejere, som eksempelvis en kommune, vil kunne låne hotelcontainerne.

Det er især udsigten til, at værelserne kan stå klar til udlejning stort set med det samme, som gør Poshtel attraktivt for jordejerne.

»De kan ikke overskue at bygge i 30 måneder, men vil i stedet have noget, der virker i morgen,« siger Morten Lund til Børsen.

Det kommer til at koste omkring 450.000 kr. at producere Poshtels containere, men så er det også inklusive designermøbler fra blandt andre Carl Hansen & Søn og Københavns Møbelsnedkeri.

Udover investeringerne fra Bjarke Ingels og Vagn Sørensen, så satser Poshtel på at kunne hente penge til produktionen via crowdfunding på Lendino. Her er idéen, at alle kan gå ind og sætte penge i en hotelcontainer, som de så får tilbage med renter gennem indtægterne fra udlejningen af containeren.

Morten Lund regner ikke med, at det bliver et problem at få folk på Lendino til at investere i hotelcontainerne. Det er i stedet om landejerne kan få tilladelserne i orden.

Poshtel regner med at få de første to containere op at stå i Hornbæk midt i april.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarebranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også