Erhverv

Rolls-Royce bygger vild luksusbil til syge børn

Den kan ikke købes for penge, men børnene kan selv køre fra sygesengen til operationsstuen - med 16 km i timen.

Børnene på St. Richards Hospital i Chichester kan selv få lov til at køre til operationsstuen i den lille Rolls, og samtidig drømme om at eje en rigtig, når de bliver voksne og raske igen. Den store er en Rolls-Royce Wriath. Foto: Rolls-Royce.

Den syner måske ikke af så meget ved siden af den monster store rigtige Rolls-Royce Wraith.

Men den er rigtig nok. Det er en håndbygget "Rolls-Royce SRH" og er en gave til børneafdelingen på St. Richards Hospital i Chichester - Rolls-Royce hjemby i Storbritannien.

Rolls-Royce selv kalder det "et skelsættende nyt koncept inden for luksus" og bilen drives af et 12V batteri, der sørger for, at "fremdriften sker med samme svage motorstøj som Rolls-Royce's fantastiske V12-motorer".

Topfarten bliver på 16 km i timen, men for chauffører, der ønsker et mere adstadigt tempo, kan den indstilles til en tophastighed på 6 km i timen", skriver Rolls-Royce på sin hjemmeside.

Det er ansatte hos Rolls-Royce's "Bespoke Manufactoring Team", der har doneret 400 arbejdstimer til at skabe bilen til børneafsnittet. Det er denne afdeling, der står for de mere skræddersyede ting ved en Rolls.

Rolls-Royce model SRH (St. Richards Hospital, red) har to-tonet maling bestående af Andalusisk Hvid og Salamanca Blå med en håndlavet rød aptering i St. James Rød. Som på den rigtige Rolls er rattet ligeledes to-farvet. Prisen på bilen bliver der - på bedste britiske manér - selvfølgelig ikke talt om.

Bilen skal gøre livet let lettere og muntert for børn, der bliver indlagt med en operation for øje. Det giver muligheden for at de syge piger og drenge, selv kan køre hen til operationsstuen fra deres sygesenge, hvis de ønsker det.

»Det er vidunderligt, at se ansigter med smil på på vej ind til en operation stedet for børn med betænkelige miner. Vi ved, at både drenge og piger vil elske at køre i en Rolls-Royce i stedet for en hospitalsseng. Det vil også være med til at gøre en ellers skræmmende oplevelse lidt sjovere,« siger Sue Nicholls, der er oversygeplejerske på Western Sussex Hospitals.

Læs også