Salget står bomstille i Grundfos
Mens indtjeningen er forbedret hos pumpegiganten, har omsætningen ikke rykket sig ud af stedet, viser nyt årsregnskab.
Salget står stort set stille, men indtjeningen er forbedret betydeligt.
Det viser 2016-regnskabet, som den danske pumpekoncern Grundfos præsenterer mandag eftermiddag i Bjerringbro.
»Vi voksede omend ikke meget« siger koncernchef Mads Nipper ved pressemødet.
Den organiske vækst hos Grundfos var i 2016 på 0,5 pct. På grund af et frasalg udviklede omsætningen sig dog samlet set en anelse negativt til 24,677 mia. kr. Det er mindre end omsætningen i 2015 på 24,8 mia. kr., og salgsvæksten er den laveste i flere år.
Til gengæld lykkedes Grundfos igen i 2016 med at forbedre indtjeningen i den store industrivirksomhed. Driftsresultatet (EBIT) blev på 2,23 mia. kr. Det er over 200 mio. kr. mere end i 2015.
»Det er et resultat, vi er vældig tilfredse med« siger Mads Nipper.
Resultatet efter skat blev på næsten 1,7 mia. kr.
Trods den lave vækst i salget siger Grundfos-topchefen, at virksomheden har klaret sig bedre end konkurrenterne, fordi det globale pumpemarked er presset. Dermed er det også ledelsens opfattelse, at Grundfos har øget markedsandelen gennem 2016.
Grundfos satte sig i 2015 som mål, at salget hvert år skulle øges med gennemsnitligt 6 pct. frem mod 2020. Dette mål blev dog i efteråret 2016 ændret, så Grundfos nu blot vil vokse mere end markedet. Samtidigt har Grundfos i de seneste år haft stort fokus på at forbedre indtjeningen.
Årsregnskabet viser også, at pengene hober sig op i den store fonds- og familieejede virksomhed. Således er egenkapitalen øget til 17,4 mia. kr., hvilket giver virksomheden en soliditet på 70,2 pct.
| Grundfos 2016-regnskab | ||
|---|---|---|
| (mio. kr.) | 2015 | 2016 |
| Omsætning | 24.800 | 24.677 |
| Driftsresultat (EBIT) | 2.014 | 2.230 |
| Resultat før skat | 2.018 | 2.270 |
| Resultat efter skat | 1.450 | 1.676 |
| Antal ansatte | 17.945 | 17.779 |



