Fortsæt til indhold

Luksuriøst spahotel på vej ud af krise: Tjener 14 gange så meget

Hotel Vejlefjord havde for få år siden store millionunderskud. Men nu er skuden blevet vendt.

Erhverv

Det luksuriøse Hotel Vejlefjord har lavet en turnaround af de større.

For efter at have tabt 44 mio. kr. fra 2010 til 2013 har hotellet nu tre år i træk tjent penge. Tilmed var der i 2016 stor fremgang at spore i forhold til 2015.

Overskuddet efter skat var næsten 14 gange så stort, da det steg fra omkring 0,5 til 6,7 mio. kr. fra 2015 til 2016, viser et nyt regnskab.

Samtidig steg omsætningen inden for både hotel, konference og spa, ligesom driftsresultatet for Hotel Vejlefjord var markant bedre i 2016 sammenlignet med tidligere år.

Hotel Vejlefjords resultat for 2016 bliver betegnet som »særdeles tilfredsstillende« i regnskabet, og perspektiverne for 2017 vurderes at være lovende.

»Med enestående spafaciliteter efter danske standarder - går Hotel Vejlefjord 2017 i møde med stor optimisme til trods for, at der er skarp konkurrence inden for hotelbranchen. Ledelsen forventer i 2017 derfor en fortsat stigning i hotellets omsætning og indtjening, da hotellets investering i de nye værelser samt saltbadsuniverset har vist sig at være en god investering,« skriver hotellet i sit nye regnskab.

Mio. kr.20122013201420152016
Resultat efter skat-7,7-4,67,90,56,7
Egenkapital-22,4-27,1-19,2-18,7-12,1

I løbet af 2016 har Hotel Vejlefjord åbnet et nyt saltbadsunivers på 320 kvadratmeter, og 23 nye værelser er taget i brug. Derudover er 14 værelser i hotellets hovedbygning blevet renoveret, og det har ifølge Hotel Vejlefjord »skabt et nyt udtryk til gæsternes store tilfredshed«.

På trods af, at Hotel Vejlefjord har udvidet med flere værelser og gennemsnitligt har øget prisen for et ophold, havde hotellet en belægningsprocent på 73 i 2016.

Der bliver ikke skortet på luksus i spa-afdelingen på Hotel Vejlefjord. Foto: Rune Aarestrup Pedersen

I år vil op mod yderligere 28 værelser blive renoveret i hotellets hovedbygning, ligesom møde- og konferencefaciliteterne vil blive opgraderet, skriver Hotel Vejlefjord i sit regnskab.

Hotel Vejlefjord tilskriver meget af fremgangen til en målrettet indsats på de sociale medier Facebook, Instagram og Youtube.

Alt er dog endnu ikke fryd og gammen for Hotel Vejlefjord. Egenkapitalen er således fortsat negativ med omkring 12,1 mio. kr., men det er dog en forbedring i forhold til 2013, hvor egenkapitalen var negativ med 27,1 mio. kr.

Det var især finanskrisen, som var hård ved Hotel Vejlefjord, fortalte hotellets direktør, Flemming Jakobsen, i januar 2016 til Finans.

»På det tidspunkt (i 2012, red.) var vi så langt ude, at der skulle ske et eller andet drastisk. Det var også derfor, at jeg kom til. Vi spurgte os selv, hvad kerneforretningen var. Det var spa og konferencer. Alt andet kom af sig selv, mente vi, så det skulle vi ikke bruge energi på,« fortalte han.

Så frem for at skrue ned for sin luksus, investerede Hotel Vejlefjord endnu mere i den, og det har altså nu givet pote, hvilket det seneste regnskab beviser.

Artiklens emner
Hotel Vejlefjord