It-direktørs opråb til regeringen: Behovet for folk er »uhyggeligt stigende«
Der vil mangle 19.000 it-folk i 2030, hvis ikke der snart sættes ind både i folkeskolen og med flere pladser på univsersiteterne, lyder det fra brancheforening, som torsdag holder årsdag med besøg af statsministeren.
It-branchen kræver handling fra statsminister Lars Løkke Rasmussen, V, når han i morgen på brancheorganisationen IT-Branchens årsdag er inviteret til at tale om regeringens digitale ambitioner.
Sådan lyder det fra organisationens direktør, Birgitte Hass.
»Vi står i den situation, at hver 3. af vores medlemmer har sagt nej til opgaver, fordi de ikke kan skaffe de fornødne kompetencer. Behovet for folk er uhyggeligt stigende. Og når leverandøren siger nej, har det ikke kun betydning for it-virksomheden, men også for den kunde, som ikke får løst opgaven,« siger direktøren.
Løsningen kører på flere spor. Dels ønsker man at få mere fokus på it i folkeskolen, bl.a. ved at lære børnene kodning. IT-branchen har et forsøg kørende i 16 skoler landet over og ifølge Hass er der stor interesse fra både drenge og piger. Dels ønsker man også at øge optaget på universiteternes it-uddannelser med 1.000 flere om året, og her vil direktøren hellere have studerende med lavere adgangskarakterer, så længe de har interessen.
»Det er en svær opgave – men ikke umulig. Politikere siger, at det er vanskeligt, men problemerne skal jo løses, selv om det er svært,« siger hun.
Desuden ønsker man også bedre adgang til udenlandsk arbejdskraft, selv om det med Hass’ ord »ikke løser hele problemet«.
Derfor foreslår arbejdsgiverorganisationen Dansk Erhverv, at man gennemfører en drastisk sænkning af minimumsgrænsen i den såkaldte Beløbsordning. Ordningen er en mulighed for udlændinge, der har særlig let til at få et job i Danmark, og som mindst skal have 408.000 kr. om året. Det ønskes sænket til 300.000 kr. om året, hvilket ifølge Dansk Erhverv svarer til startlønnen for nyuddannede i staten.
»Manglen på dygtige IT specialister mere end et brancheproblem. Det er et samfundsproblem,« siger adm. direktør i Dansk Erhverv, Jens Klarskov.


