Erhverv
0

Philip Finsteen opfandt "omsætningsknappen" i Joe & The Juice: Nu er han selv multimillionær

For 13 år siden ændrede Philip Finsteen Joe & The Juices forretningsfilosofi for altid.

Philip Finsteen er en ledende medarbejder i Joe & The Juice, og det kan nu ses på hans formue. Foto: Mikkel Berg Pedersen

En sommerdag i 2004 præsterede Philip Finsteen at gøre noget, der er blevet beskrevet som »et lille mirakel«, og som nu har gjort ham til mangemillionær.

På bare én arbejdsdag forandrede han konceptet i Joe & The Juice for bestandigt og satte samtidig standarden for, hvordan kædens såkaldte juicere skulle gebærde sig.

Store ord alligevel, men det er trods alt ord, som Philip Finsteens chef, Kaspar Basse, brugte i en længere artikel, som Jyllands-Posten bragte om Joe & The Juice i oktober 2015.

Men hvad var det så, Philip Finsteen gjorde, som var så specielt den sommerdag i 2004?

Jo, ikke nok med at han den dag mere end fordoblede omsætningen i den juicebar, Kaspar Basse havde i indre København. Philip Finsteen gjorde det på sin helt egen måde.

På forhånd skar han grøntsager og frugter ud, så han kunne bruge mere tid på kunderne og mindre tid på juice. Han skruede også op for musikanlæggets volumenknap til et niveau, som det ikke havde været på tidligere. Den manøvre, at skrue op for musikken, går nu under navnet "omsætningsknappen" i Joe & The Juice.

Når volumen stiger, gør salget det samme i juicekædens mange butikker, og the rest is history, som man siger.

Joe & The Juice har siden vokset sig stor og stærk, består nu af 186 butikker på verdensplan, hvoraf en tredjedel ligger i Danmark, og overskuddet nåede 35 mio. kr. i 2015.

Succesen er nu også begyndt at smitte af på Philip Finsteen, der er partner og kreativ direktør i Joe & The Juice, men også har en fortid som model i Milano.

Philip Finsteens personlige holdingselskab, Juice Generation Holding ApS, er for nylig kommet med regnskab for 2016, der viser et overskud på 34 mio. kr. Det er en tidobling fra året før.

Mio. kr.2013/201420152016
Resultat efter skat1,51,634,2
Egenkapital1,63,234,2

Philip Finsteen har ikke ønsket at medvirke i denne artikel. Men han fortæller dog til Finans, at han investerede i Joe & The Juice for år tilbage, og at overskuddet i hans personlige selskab skyldes en værdistigning af de aktier, han ejer i juicekæden. Den nye værdiansættelse er sket, efter en større del af Joe & The Juice i efteråret blev solgt til den amerikanske kapitalfond General Atlantic.

Denne værdiregulering bliver bekræftet i det seneste regnskab fra Juice Generation Holding.

Philip Finsteen er ikke den eneste, der er blevet forgyldt af Joe & The Juice. Kædens stifter og adm. direktør, Kaspar Basse, kunne i februar præsentere et overskud på 288 mio. kr. i sit personlige selskab.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også