Fortsæt til indhold

Politikere kendte til fjernvarmemanøvre

Faren for millionstore ekstraregninger til fjernvarmekunder har været kendt på Christiansborg siden 2012, uden at det har fået nogen til at gribe ind. Politikerne har sovet i timen, lyder kritikken.

Erhverv

Politikerne på Christiansborg med klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) i front raser over en fjernvarmesag fra Herning, hvor 19.000 varmekunder får en ekstraregning på mere end 9.000 kr. pr. husstand. Men sagen er på ingen måde af ny dato.

Allerede i 2012 blev de midtjyske varmekunder ramt af en trecifret millionregning, uden at det fik politikerne til at reagere.

»Det er helt tydeligt, at politikerne har sovet i timen i forhold til at få lukket dette hul. Hvis man kærer sig om, at danskerne skal have billig fjernvarme, har advarselslamperne blinket i årevis,« siger Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet.

Sidste gang lovede politikerne også at stoppe det her. Der er bare ikke sket noget.
Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme

Ekstraregningen i 2012 kostede de 19.000 varmekunder i Herning 282 mio. kr., og frem mod 2020 venter endnu en regning på 172 mio. kr., uden at det vil give midtjyderne mere varme i radiatorerne.

Dansk Fjernvarme er ikke imponeret over politikernes handlekraft.

»Sidste gang lovede politikerne også at stoppe det her. Der er bare ikke sket noget,« siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.

Millionlussingen til varmekunderne i Herning kommer, efter at Energitilsynet har åbnet for, at varmeselskaber kan opkræve renter af de værdier, der er skabt i selskaberne igennem tiden.

Som energiordfører var Lars Christian Lilleholt i 2012 kritisk over for Herning-sagen. Siden sommeren 2015 har han været energiminister, uden at det har stoppet renteregningerne.

Alligevel afviser Lilleholt at have svigtet varmekunderne. Sidste efterår fremlagde han en forsyningsstrategi, der bl.a. lægger op til stramninger på området.

»Så jeg har lagt en plan frem som minister,« siger Lars Christian Lilleholt om udspillet, der dog langt fra er politisk enighed om.

DF var også blandt kritikerne i 2012. Derfor er kravet handling her og nu.

»Vi kan forstå, at ministeren har erkendt, at der er en problemstilling. Derfor synes vi, at man skal se at komme i gang, inden problemet vokser sig større,« siger klima- og energiordfører Mikkel Dencker (DF).

Foreløbig har 56 varmeselskaber søgt Energitilsynet om lov til at udskrive renteregninger til varmekunderne.

Artiklens emner
Herning Kommune
ENIIG