Erhverv

Kähler-ejer køber halvdelen af kendt møbelhus

Det kriseramte møbelhus Paustian får rigmanden Frantz Longhi som medejer. En fejlslagen it-satsning har kostet stort millionunderskud. Ejerne må skyde nye penge i selskabet.

Frantz Longhi er kendt for i 2008 at have købt designklenodiet Kähler ud af ejendomsspekulanten Steen Gudes krakkede imperium. Foto: Simon Fals Foto: Simon Fals.

Frantz Longhi har på ni år forvandlet det hæderkronede danske designfirma Kähler fra en sørgelig ruin til en indbringende forretning.

Nu kaster rigmanden sig over et andet kendt dansk firma, møbelkæden Paustian.

Efter en katastrofal it-satsning - der kostede Paustian et tocifret millionunderskud og tvang ejerne til at tilføre selskabet flere penge - har Frantz Longhi købt halvdelen af det mere end 50 år gamle møbelhus.

Han sætter sig samtidig i formandsstolen i Paustian og erstatter dermed Finn Rants, der har været formand i under et år.

»Jeg glæder mig til at bidrage til omstillingen og væksten i en unik virksomhed med udgangspunkt i Paustians historiske DNA, designpassion og pionérånd,« siger Frantz Longhi i en pressemeddelelse.

Frantz Longhi har købt to af de fire hidtidige Paustian-ejere ud af møbelkæden. Det drejer sig om Thomas Boesen og tidligere adm. direktør Peter Kampmann. Afgående formand Finn Rants og Bent Borch-Christensen beholder deres ejerandele.

Parallelt med ejerskiftet er Stefan Kercza, tidligere topchef i Eniro Danmark, blevet ny næstformand i Paustian, mens Janne Moltke-Leth er udpeget som ny adm. direktør.

Den arkitektuddannede aarhusianer Frantz Longhi kendt for i 2008 at have købt designklenodiet Kähler ud af ejendomsspekulanten Steen Gudes krakkede imperium. Siden har Longhi opbygget Kähler til en international designsucces med store ambitioner.

Paustian, der har butikker i København og Aarhus og et showroom i Shanghai, kom ud af regnskabsåret 2015/16 med et rekordstort underskud på 15,7 mio. kr. Det skyldtes især en fejlslagen it-konvertering, der påvirkede bundlinjen kraftigt.

Underskuddet tvang de fire hidtidige ejere af Paustian til at skyde 10 mio. kr. i selskabet for at »genetablere kapitalgrundlaget,« som det fremgår af det nye regnskab.

Nu lukker de en erfaren designmand ind i ejerkredsen.

»Vi glæder os over at have fået en kapacitet som Frantz Longhi med international erfaring og stor erfaring med designprodukter ind i bestyrelsen og som en del af ejerkredsen,« siger den afgående bestyrelsesformand Finn Rants.

Paustian blev grundlagt i 1964 af Ole Paustian, der ikke længere er en del af virksomheden. Møbelhuset er især kendt for sin beliggenhed på Nordhavn i København i en bygning, der er tegnet af Jørn Utzon.

Finans Briefing giver dig hver dag alle de mest interessante nyheder, eksklusivt udvalgt af vore redaktører og leveret til din indbakke. Tilmeld dig her og styrk overblikket.

BRANCHENYT
Læs også