Succesrig kæde har nye hoteller på vej
Hotelkæden bag Wakeup Hotel i indre København har købt to nye ejendomme til fremtidig vækst. Kæden satser også på Aarhus.
Med købet af to nye ejendomme fortsætter Arp-Hansen Hotel Group væksten på hotelmarkedet.
Den succesrige kæde, som netop har præsenteret et rekordregnskab, vil desuden satse på Aarhus efter i fem årtier udelukkende at have haft fokus på København.
»Vi har købt to nye ejendomme i København, så vi kan udbyde endnu flere hotelværelser. Markedet vokser, og vi ser fortsat muligheder for at udvide vores kapacitet,« siger Dorte Krak, adm. direktør i Arp-Hansen Hotel Group.
Markedet vokser, og vi ser fortsat muligheder for at udvide vores kapacitel.Dorte Krak, adm. direktør i Arp-Hansen Hotel Group.
Den ene ejendom er et baghus til det eksisterende Wakeup Hotel i Borgergade i København. Her skal der efter planen udvides med ca. 250 værelser.
Dorte Krak ønsker ikke at løfte sløret for placeringen af den anden ejendom, men opkøbet passer med koncernens strategi om at satse på centrale beliggenheder.
De to opkøb kommer i en travl tid, da Arp-Hansen er ved at færdiggøre to hoteller. Til sommer åbner Steelhouse i Nyropsgade i København med 253 værelser med i alt 1.150 senge. Der er tale om et hostel i luksusklasen. I forsommeren åbnes et Wakeup Hotel i Aarhus med 315 værelser.
De seneste års markante fremgang for turismen og hotellerne har lokket mange investorer på banen. Flere store pensionsselskaber har en række hotelprojekter på vej. Flere større udenlandske kæder satser også på København.
Men Arp-Hansen frygter ikke overkapacitet.
»Turismen vokser, og vi venter fortsat en stigning i overnatningerne i København, hvor Københavns Lufthavn har ambitiøse planer om at øge trafikken. I en periode kan det presse priserne, når der kommer nye aktører, men det vil udligne sig over tid,« siger Dorte Krak.
Arp-Hansen står stærkt i en skærpet konkurrence. Koncernen ejer selv sine hoteller, som er finansieret til lave renter. Samtidig er kæden økonomisk velpolstret.
»Arp-Hansen var en af de få operatører, som slap igennem finanskrisen uden underskud,« siger Ole Egholm, direktør i Dansk Brancheanalyse, som hvert år analyserer branchens økonomi.
Hidtil har Arp-Hansen udelukkende haft fokus på København, men i regnskabet for 2016 udvides strategien til også at omfatte Aarhus.
»Vi ser positivt på mulighederne i Aarhus. Med det nye Wakeup Hotel får vi en pænt stor markedsandel i byen. Nu må vi se, hvordan Aarhus tager imod hotellet, og derefter vil vi overveje eventuelle andre muligheder,« siger Dorte Krak.

