Nets' modangreb på Mobilepay efterlader kunderne i et »grumset marked«
Som de første kan kunderne i 64 primært lokale banker nu betale med dankort på mobilen. Eksperter taler dog om et kaotisk marked med flere forskellige l, som er svært for kunderne at navigere.
Danskerne har netop fået en ny digital løsning til at betale for gulerødder og hakkekød i supermarkedet. Det sker med Nets’ længe ventede modtræk til konkurrenten Mobilepay, dankortbetaling via mobiltelefonen. Men ifølge eksperter efterlader det nye mobile dankort forbrugerne i et forvirrende kaos af betalingsløsninger, der er svært at navigere i.
»Det er blevet et utrolig grumset marked, hvor forskellige interesser betyder, at det er svært at gennemskue, hvilke løsninger der er tilgængelige for hvem og hvor,« siger Jan Damsgaard, der er professor på CBS.
Problemet er, at Nets’ mobile dankort er blevet lanceret sammen med 64 primært lokale pengeinstitutter, der tilsammen kun sidder på 40 pct. af landets bankkunder. Det betyder, at løsningen er utilgængelig for størstedelen af danskerne, fordi Danske Bank, Nordea og Jyske Bank ikke vil være med. Samtidig er konkurrenten Mobilepay, som har alle bankerne i ryggen, begrænset af, at ca. 40 pct. af landets butikker ikke tager imod den løsning. Det skyldes, at Nets leverer terminaler, som ikke accepterer Mobilepay.
»Det er en forvirrende situation,« siger Christian Zigler, der er iværksætter og ekspert på betalingsområdet.
»Det giver ikke nogen mening for forbrugerne og butikkerne, at der er flere forskellige løsninger. Derfor vil være en god ide for begge parter, hvis de begynder at samarbejde, inden den rigtige konkurrence kommer udefra,« siger han med henvisning til, at Apple, Google, Samsung og andre multinationale spillere forventes at komme tromlende ind på betalingsmarkedet, når nye EU-regler åbner portene i 2018.
De to uvildige eksperter er generelt uenige om, hvem der står bedst i krigen om betalingsmarkedet i butikkerne. Christian Zigler ser det ikke nødvendigvis som et problem, at det kun er 40 pct. af danskerne, der til at begynde med kan bruge det mobile dankort, så længe det - i modsætning til Mobilepay - kan bruges i stort set alle butikker. Jan Damsgaard mener, at Nets' lancering med de lokale pengeinstitutter ligner et halvhjertet forsøg på at udfordre en konkurrent, som i forvejen er downloadet på 3,4 millioner danske mobiltelefoner.
»Inden for denne verden er det ikke den tekniske løsning, der er konge. Det afgørende er, hvor mange aktive brugere man har,« siger Jan Damsgaard.
De 64 banker, som bl.a. tæller Sydbank, Spar Nord, Nykredit og Arbejdernes Landsbank, indgik i efteråret et samarbejde med Mobilepay, men ifølge ordførende direktør Gert Jonassen i Arbejdernes Landsbank er der ikke tale om et angreb på vennerne i Mobilepay.
»Det handler bare om, at vi har flere muligheder for vores kunder,« siger han.
I Jyske Bank han man helt bevidst fravalgt at investere i begge løsninger på nuværende tidspunkt.
»Der sker en masse på betalingsmarkedet lige nu, og vi vil gerne afvente og se, hvad der er hensigtsmæssigt for os,« siger bankdirektør i Jyske Bank Leif Flemming Larsen.


