Fortsæt til indhold

Fremtrædende direktør hos dansk modemilliardær siger stop

Den danske modekoncern Bestseller, der sælger tøj i 70 lande, klæder om i ledelsen efter ny direktør-afgang.

Erhverv

Bestseller skifter ud i topledelsen. Modekoncernens direktør med ansvar for kommunikation og csr forlader koncernen.

Familieejede Bestseller, der er en global modevirksomhed med en række tøjmærker, ejes og ledes af Anders Holch Povlsen. Gennem de seneste fem år har Mogens Werge arbejdet tæt sammen med koncernchefen som csr- og kommunikationsdirektør.

Han kom til Bestseller fra Coop Danmark, hvor han var chef for bl.a. forbrugerpolitik og – sikkerhed. Men 57-årige Mogens Werge har netop sagt sit job op og forlader nu tøjkoncernen.

»Jeg havde gerne fortsat i mit job til efteråret. Men når jeg har udtrykt ønske om at stoppe, så synes Anders Holch Povlsen, at det rigtigste er, at jeg fratræder nu. Så vi har aftalt, at det sker med månedens udgang,« siger Mogens Werge.

Han begrunder sin fratræden med, at det er svært at forene familielivet i København med jobbet som direktør i Bestseller, der har hovedsæde i Brande samt en række koncernfunktioner i Aarhus.

»Det har været meget spændende år, hvor jeg bl.a. har arbejdet med at skabe den globale csr-politik i koncernen og en mere åben kommunikation. Men jeg er nu et sted i arbejdslivet, hvor jeg gerne vil prioritere lidt anderledes. Og derfor vil jeg nu nok gå mere i retning af konsulentopgaver, bestyrelsesposter og lignende,« siger Mogens Werge.

I Bestseller afløses han på posten som kommunikationschef af Jesper Stubkier, mens Katrine Milman overtager posten som csr-chef. Begge er hentet internt.

Adm. direktør Anders Holch Povlsen ejer den store modekoncern Bestseller. Foto: Bestseller

Bestseller har det seneste år været gennem en række forandringer - også på chefposter. Således forlod Morten Mortensen, der gennem 27-år var ansat i koncernen og chef for det største mærke, Jack & Jones, selskabet for få måneder siden.

Og tidligere i 2016 var Bestseller også gennem en markant chefændring, da direktør Lisbeth Holm Højgaard forlod direktionen og jobbet som chef for et af de andre store mærker, Vero Moda. Det skete - ifølge selskabet - helt efter direktørens eget ønske og efter en orlov skal hun i stedet et af de mindre mærker i koncernen.

Bestseller fik i 2015/16 et resultat før skat på 2 mia. kr. Omsætningen voksede med 5 pct. til 22,9 mia. kr.

Bestseller har afsætning af tøj gennem både ca. 3.000 egne butikker i en lang række lande samt afsætning til engroskunder, der selv driver modeforretninger.

Artiklens emner
Bestseller
Coop Danmark