Fortsæt til indhold

Coop på vej med skuffende regnskab - Kvickly og Fakta koster millioner

Både Kvickly og Fakta kom ud af 2016 med større millionunderskud, erfarer Finans. Udviklingen er stik imod målsætningerne for Danmarks største dagligvarekoncern.

Efter at have leveret et af »dansk detailhandels største turnarounds nogensinde« er Kvickly nu igen en underskudsforretning. Det erfarer Finans.
Erhverv

Danmarks største dagligvarekoncern, Coop Danmark, er på vej med et skuffende regnskab, som slet ikke lever op til forventningerne.

Ambitionen var sidste år at opnå et bedre resultat end i 2015, da overskuddet før skat var på 581 mio. kr. for koncernen og de selvstændige brugsforeninger.

Sådan kommer det ikke til at gå. Tværtimod vil indtjeningen blive markant mindre. Det erfarer Finans fra flere uafhængige kilder.

Det er især discountkæden Fakta, som koster kassen for Coop. Kæden leverer igen et stort underskud, og moderselskabet har gennemført en kapitaltilførsel til Fakta på 200 mio. kr. Det fremgår af det offentlige virksomhedsregister, CVR.

Også Kvickly-varehusene giver underskud, og genopretningen af økonomien i de to kæder er ikke forløbet efter planen.

Coop Danmark offentliggør årsregnskabet for 2016 torsdag i næste uge, og koncernen ønsker ikke at kommentere Finans' oplysninger

»Vi kommenterer først regnskabet, når vi offentliggør det næste torsdag den 6. april,« skriver Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop, i en besked til Finans.

Nøgletal i Coop Danmark fra 2011 til 2015:

Mio. kr.20112012201320142015
Omsætning43.78544.84144.39144.69845.249
Resultat før skat714382165443581

Fakta har gennem de seneste tre regnskabsår kæmpet med røde tal og haft et samlet driftsunderskud på 311 mio. kr. Også i år ventes kæden at levere et trecifret millionunderskud.

Sidste år varslede Coop en oprydning og et investeringsprogram for Fakta. Mere end en snes tabsgivende butikker er blevet lukket, og samtidig har Coop brugt flere hundrede mio. kr. på modernisering af en stor del af de tilbageværende forretninger. Det påvirker resultatet negativt, og underskuddet i Fakta er ikke uventet.

»Fakta har etableret for mange butikker med en dårlig beliggenhed, og det lider kæden fortsat under. De er i gang med en genopretning, og det er en svær opgave, men den er ikke umulig,« siger Henning Bahr, adm. direktør i Retail Institute Scandinavia.

Fakta har etableret for mange butikker med en dårlig beliggenhed, og det lider kæden fortsat under.
Henning Bahr, adm. direktør i Retail institute Scandinavia.

Han tilføjer, at det tager tid at banke innovation og selvtillid ind i Fakta.

Derimod er det uventet, at Kvickly er blevet ramt af et tilbageslag.

Efter at have kørt med underskud i flere årtier, vendte Kvickly underskud til overskud i 2014. Året efter blev endnu bedre, og det fik Søren Steffensen, daværende kædedirektør i Kvickly, til i maj 2016 at fortælle Fødevarewatch, at udviklingen i kæden var et af »dansk detailhandels største turnarounds nogensinde«.

Faktisk lovede Søren Steffensen flere gode resultater fra sin kæde.

»Kvickly kommer ikke til at levere underskud mere. Det kan jeg love dig. Vi har også en plan om, at vi skal fordoble vores overskud i de kommende år,« sagde han til Fødevarewatch.

Den store udfordring for Kvickly er, at salget af de såkaldte nonfood-produkter med stor hastighed flytter til internettet. Dermed mister butikkerne omsætning, og det går ud over indtjeningen.

»Kvickly er oppe mod en strukturel udvikling, og det er tilsyneladende en svær udfordring for kæden,« siger Henning Bahr.

Alt er dog ikke skidt i Coop. SuperBrugsen har fortsat den gode udvikling fra tidligere år og leverer ifølge Finans' oplysninger endnu et godt resultat.

»Det går forrygende for SuperBrugsen, som står stærkt med et landsækkende net af flotte butikker med en høj minimumskvalitet. Vores undersøgelser viser, at kæden er det foretrukne indkøbssted for mange danske forbrugere,« siger Henning Bahr.

Det dårlige resultat for Coop er stik imod ambitionerne for dagligvarekoncernen, der ejes af 1,6 mio. medlemmer repræsenteret i Coop Amba.

Bestyrelsesformand Lasse Bolander oplyste i forbindelse med regnskabet sidste år, da Coop-familien øgede resultatet før skat fra 443 til 581 mio. kr., at selskabet skal tjene mere.

Målsætningen er, at resultatet for den samlede koncern skal øges med i hvert fald 100 mio. kr. årligt.

»Vi er tilfredse med resultatet, men der sker ikke noget ved, at det vokser. Vi skal tjene lidt mere, og når vi nu taber 100 mio. kr. på Faktakæden i år, skal og kan det kun blive bedre,« konstaterede Lasse Bolander for knap et år siden.

Vi er tilfredse med resultatet, men der sker ikke noget ved, at det vokser. Vi skal tjene lidt mere.
Lasse Bolander, bestyrelsesformand i Coop A/S, for knap et år siden.

Han tilføjede, at det var afgørende, at koncernen havde råd til at lave de investeringer, man ville.

»Vi skal bevare friheden, og det skal overskuddet sikre. Vi skal gøre virksomheden endnu stærkere,« uddybede Lasse Bolander.

Artiklens emner
Coop Danmark
Henning Bahr