Norges sparegris ejer lidt af hele verden: Slår alle rekorder
Pengetanken, der har gjort samtlige nordmænd til millionærer, har aldrig været større.
Lad det være sagt med det samme: Nordmændene løber ikke tør for penge foreløbigt.
Den norske oliefond, der er en af verdens største statsejede pengetanke, har siden nytår lagt over 240 mia. danske kroner til formuen. Dermed står der nu svimlende 6.300 mia. danske kroner på nordmændenes fælles sparegris - det største beløb nogensinde.
Det skriver E24.no.
Værdien af fonden svarer til det beløb, som nordmændene i princippet ville indkassere, hvis de vekslede samtlige de aktier, obligationer, ejendomme mv., som fonden ejer, til kontanter. Herefter kunne Oljefondet - hvis den ville - uddele 1,2 mio. kr. til hver eneste nordmand.
Størrelsen på Oljefondet målt i kroner og øre er vigtig, fordi den sætter rammerne for den norske regerings pengeforbrug. I år forventer regeringen at bruge cirka tre procent af fondens værdi, svarende til 183 mia. kr.
Norges fælles sparegris blev stiftet i 1996, da nordmændene ønskede en buffer i tilfælde af faldende oliepriser eller fald i økonomien. Startkapitalen i fonden var 35 mio. danske kroner.
Siden er der pumpet millioner og atter millioner tønder råolie op af den norske undergrund. Det har forgyldt både statsbudgettet og oliefonden, hvis primære formål er at sikre Norges økonomiske vækst på lang sigt - i takt med at olien slipper op.
Oljefondet ejer 1,3 pct. af alle børsnoterede selskaber i verden og har aktier i samtlige danske C20-selskaber. Derudover ejer fonden over 700 ejendomme i Europa og USA, hvoraf mange ligger på nogle af verdens dyreste og mest prominente adresser.
Det er et krav til fonden, at pengene investeres i udlandet, så man mindsker risikoen for overophedning.
Norges Bank Investment Management, der administrerer fonden, har lavet en tæller, der viser fondens værdi løbende. Den kan du se her.



